Kategori: Hvalpekøb

“Hej, Enzo!” Ja, vi havde besluttet at ‘rød hvalp’ skulle være vores. Kennelen havde fået det at vide inden næste besøg, så den tidligst muligt kunne få sit kaldenavn at høre. En rød favorit, der tager konkurrenterne indenom i de afgørende øjeblikke, skal vel hedde Enzo……..

To besøg blev det til, hvor Ziggy og Enzo kunne løbe sammen i opføderens udestue. Det er nu hyggeligt at kunne sidde og diskutere hunde, og samtidig se sin nye hund vænne sig til at være sammen med den gamle hund – og omvendt.

For mig handlede det om at Enzo kunne forstå Ziggy’s irettesættelser, og om Ziggy så også ville sige fra over for den lille. Det sidste kunne jeg være mest urolig for, da Ziggy som oftest ikke har sagt fra over for hvalpe og unghunde – de kan faktisk tage hans mad i skålen, mens han spiser!!

Det viste sig at fungere fint, omend Ziggy – især ved første ‘samvær’ – var noget stresset. En dyb rullende brummen og en masse savlen var den første reaktion. Men, det lykkedes alligevel for ham, at få sat den lille på plads.

Mit mål var, at få et umiddelbart billede af om de kunne fungere sammen. Selvom de sandsynligvis skal gå på jagt hver for sig, vil de jo fremover skulle være mange timer sammen derhjemme.

Således var der blot et besøg tilbage før den store afhentningsdag. I al beskedenhed bilder jeg mig ind, at jeg i hele processen fik fokuseret på nogle gode ting.

Læg gerne en kommentar om dine oplevelser og fokusområder ifm. hvalpe-valg – vi kan jo kun blive klogere 😉 Er der andre, der har tilsvarende erfaringer m. gamle-hundens reaktioner?

“Er du sikker på jeg kan afgive skud indenfor 20m afstand fra hvalpene??” Der var ingen tvivl i hendes stemme, da hun svarede: “Ja!” Jeg var stadig lidt målløs over situationen, men også fuld af respekt over at hun havde skudtilvænnet hvalpene så langt!

Vi var kommet langt i vores vurdering af hvalpene. Meget var blevet set, forklaret og diskutteret. Den ‘hvide hvalp’ var nu den mest dominerende. Den blå var stadig meget kontaksøgende og den røde lå tit og hvilede for sig selv, og den havde fralagt sig sin dominerende stil. Blå og rød var øjeblikkets favoritter 😉

Læren var vel at hunde – som mennesker – udvikler sig i ‘ryk’ og ikke på samme måde. Dog, vidste du for eksempel, at hundens endelige fysiske udtryk (eksteriøret) bedst kan vurderes i valpens 6. leveuge? I ugerne før og efter udvikler de forskellige kropspartier sig ukoordineret. Men, proportionerne er altså overens i den 6. leveuge – og dermed hér det bedste udtryk for hvordan den voksne hund kommer til at se ud.

Nu er det jo ikke eksteriøret der normalvis betyder mest for en god jagthund. Men, jeg har dog lært, at det er værd at lægge mærke til bagbenenes stilling. Hunden må helst ikke stå på alt for lige bagben. Set fra siden skal bagbenene helst ‘tegne’ et åbent ‘S’. Alt for ‘stolpede’ ben vil slide for meget på leddene. Er du til udstilling af din hund, skal halen helst sidde dér hvor lændelinien og bagbenslinien krydser – men, er du til dét, ved du sikkert dette og meget mere til 😉

Nå, setup’et var som følger:

• Ziggy fik lov at løbe lidt i løbegården sammen med hvalpene,
• Jeg gik 20m væk til et hjørne af haven og ladede op,
• Fruen holdt øje med hvalpene. Når de og Ziggy var sammen i modsatte ende, skulle hun give signal til mig. Og så observere….

“Nu!” – Bang!

Alle hvalpene var upåvirkede af skuddet! Flot! Ziggy løb frem for at se om der var arbejde at gøre – OG OG rød valp løb resolut efter ham og satte sig ved siden af Ziggy – også afventende. Det er jo ikke til at stå for 🙂

Jeg havde stadig til gode at se den røde alene sammen med Ziggy – men, når vi summede op var valget reelt landet på den røde. Jeg holdt dog fast i, at jeg ville se de to fungere alene sammen.

Den store røde dominerende outsider, havde i de seneste uger udviklet sig til tilsyneladende ikke at være alfa-han og til at være mere rolig. Den havde på det seneste ikke været så afhængig af flokken og viste nu noget selvstændigt initiativ.

Nu var der blot tilbage at beslutte. Og derefter et par besøg, hvor hvalpen rigtigt kunne vænne sig til “storebror”, Ziggy.

Hvalpeudvælgelsesprocessen kom igang. I løbet af hvalpenes 3., 4. og 5. leveuge blev det til en del besøg. Det viste sig faktisk at hvalpene indtog forskellige roller/eller pladser i hierakiet til forskellige tider…..

Tidligt fik vi udset os tre hvalpe, der var aktive og meget kontaktsøgende – blå, hvid og rød (deres halsbånd). Blå og hvid blev hurtigt favoritter, da de var mest kontaktsøgende, og rød opførte sig som en alfa-han, der hele tiden skulle ‘mule’ de andre eller sloges m. tæven.

Ziggy har aldrig været en alfa-han, og jeg bilder mig derfor ind, at det er medvirkende årsag til at han næsten altid viger uden om, når der kan være optræk til ’tilspidsede’ situationer med andre hunde. Så med min beskedne erfaring ville jeg gerne igen undgå en alfa-han.

Udover at jeg gerne ville undgå en alfa-han, fokuserede jeg også på:

• Et roligt gemyt,
• Vilje til at bære,
• Interresse for fjervildt,
• Ej skudræd og
• Glad for vores første hund.

Jeg synes det er svært at se på hvalpe, om de vil få et roligt gemyt – ingen af de tre skilte sig ud til at begynde med. Hvid og især blå var hurtige til at genkende os. Og blå ville altid gerne bære rundt på ting. Så efter et par besøg mere var blå en klar favorit.

Jeg er jo ikke ekspert i hvalpes tidlige udvikling, men hurtigt gik det. Således holdt vi vores sind åbent helt frem til 3.-sidste besøg i deres 7. uge.

Det var helt fint, at jeg ville se hundenes reaktion på fjervildt. Så ved et af de senere besøg, brugte vi en optøet gåsevinge. Vingen blev diskret lagt på et omvendt fad ‘opvinds’ – og så ventede vi spændt….

Alle hunde var interesseret i vingen, selvfølgelig – det var jo alle gode hunde! De tre nævnte var måske lidt mere insisterende…..

Vingen blev taget fra dem, og uset trukket gennem græsset opvinds og lagt på plads igen. Og da var det den røde, der brugte næsen mest og fandt vingen igen. Tilfældigt? Sikkert; hunden står det rigtige sted, når vinden lige skifter lidt….sikkert ikke særligt enestående.

Vi lod dem lege med vingen en stund, og skiftevis lykkedes det dem at få vingen og løbe stolt væk inden en ny ‘ejermand’ tog over.

Hvid prøvede især at dominere de andre, for at bemægtige sig vingen. Og blå fik meget opmærksomhed fra os – fordi den var stadig favoritten.

Dette var nok ét af de mest lærerige besøg – at se hundenes reaktion på vingen var fantastisk. Jeg husker hvor træt jeg var, da vi kørte den korte vej hjem. Alle indtryk og små detaljer var blevet indtaget, og nu gik snakken frem og tilbage om alt det vi havde set.

Inden afgang var det blevet aftalt, at jeg blot skulle tage halglbøssen og et par skud med til det næste besøg. Egentlig var jeg lidt forbeholden – det var jo små hvalpe – og jeg husker hvor meget jeg arbejdede med skudtilvænningen med den gamle hund.

MEN, jeg vidste alligevel at næste besøg ville bidrage med afgørende viden…….