Kategori: Hvalpekøb

Om valg af hvalp

  • Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 7

    Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 7

    Enzo – klar til tilvænning med ‘storebror’.

    “Hej, Enzo!” Ja, vi havde besluttet at ‘rød hvalp’ skulle være vores. Kennelen havde fået det at vide inden næste besøg, så den tidligst muligt kunne få sit kaldenavn at høre. En rød favorit, der tager konkurrenterne indenom i de afgørende øjeblikke, skal vel hedde Enzo……..

    To besøg blev det til, hvor Ziggy og Enzo kunne løbe sammen i opføderens udestue. Det er nu hyggeligt at kunne sidde og diskutere hunde, og samtidig se sin nye hund vænne sig til at være sammen med den gamle hund – og omvendt.

    For mig handlede det om at Enzo kunne forstå Ziggy’s irettesættelser, og om Ziggy så også ville sige fra over for den lille. Det sidste kunne jeg være mest urolig for, da Ziggy som oftest ikke har sagt fra over for hvalpe og unghunde – de kan faktisk tage hans mad i skålen, mens han spiser!!

    Røffel givet og forstået 😉
    En glad Enzo og en lidt stresset Ziggy.

    Det viste sig at fungere fint, omend Ziggy – især ved første ‘samvær’ – var noget stresset. En dyb rullende brummen og en masse savlen var den første reaktion. Men, det lykkedes alligevel for ham, at få sat den lille på plads.

    Mit mål var, at få et umiddelbart billede af om de kunne fungere sammen. Selvom de sandsynligvis skal gå på jagt hver for sig, vil de jo fremover skulle være mange timer sammen derhjemme.

    Således var der blot et besøg tilbage før den store afhentningsdag. I al beskedenhed bilder jeg mig ind, at jeg i hele processen fik fokuseret på nogle gode ting.

     

    Læg gerne en kommentar om dine oplevelser og fokusområder ifm. hvalpe-valg – vi kan jo kun blive klogere 😉 Er der andre, der har tilsvarende erfaringer m. gamle-hundens reaktioner?

     

  • Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 6

    Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 6

    “Er du sikker på jeg kan afgive skud indenfor 20m afstand fra hvalpene??” Der var ingen tvivl i hendes stemme, da hun svarede: “Ja!” Jeg var stadig lidt målløs over situationen, men også fuld af respekt over at hun havde skudtilvænnet hvalpene så langt!

    Vi var kommet langt i vores vurdering af hvalpene. Meget var blevet set, forklaret og diskutteret. Den ‘hvide hvalp’ var nu den mest dominerende. Den blå var stadig meget kontaksøgende og den røde lå tit og hvilede for sig selv, og den havde fralagt sig sin dominerende stil. Blå og rød var øjeblikkets favoritter 😉

    Læren var vel at hunde – som mennesker – udvikler sig i ‘ryk’ og ikke på samme måde. Dog, vidste du for eksempel, at hundens endelige fysiske udtryk (eksteriøret) bedst kan vurderes i valpens 6. leveuge? I ugerne før og efter udvikler de forskellige kropspartier sig ukoordineret. Men, proportionerne er altså overens i den 6. leveuge – og dermed hér det bedste udtryk for hvordan den voksne hund kommer til at se ud.

    Nu er det jo ikke eksteriøret der normalvis betyder mest for en god jagthund. Men, jeg har dog lært, at det er værd at lægge mærke til bagbenenes stilling. Hunden må helst ikke stå på alt for lige bagben. Set fra siden skal bagbenene helst ‘tegne’ et åbent ‘S’. Alt for ‘stolpede’ ben vil slide for meget på leddene. Er du til udstilling af din hund, skal halen helst sidde dér hvor lændelinien og bagbenslinien krydser – men, er du til dét, ved du sikkert dette og meget mere til 😉

    Nå, setup’et var som følger:

    • Ziggy fik lov at løbe lidt i løbegården sammen med hvalpene,
    • Jeg gik 20m væk til et hjørne af haven og ladede op,
    • Fruen holdt øje med hvalpene. Når de og Ziggy var sammen i modsatte ende, skulle hun give signal til mig. Og så observere….

    “Nu!” – Bang!

    Dagens hund – træt!
    Ziggy, dagens medhjælper

    Alle hvalpene var upåvirkede af skuddet! Flot! Ziggy løb frem for at se om der var arbejde at gøre – OG OG rød valp løb resolut efter ham og satte sig ved siden af Ziggy – også afventende. Det er jo ikke til at stå for 🙂

    Jeg havde stadig til gode at se den røde alene sammen med Ziggy – men, når vi summede op var valget reelt landet på den røde. Jeg holdt dog fast i, at jeg ville se de to fungere alene sammen.

     

    Den store røde dominerende outsider, havde i de seneste uger udviklet sig til tilsyneladende ikke at være alfa-han og til at være mere rolig. Den havde på det seneste ikke været så afhængig af flokken og viste nu noget selvstændigt initiativ.

    Nu var der blot tilbage at beslutte. Og derefter et par besøg, hvor hvalpen rigtigt kunne vænne sig til “storebror”, Ziggy.

  • Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 5

    Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 5

    De 3 uger gamle valpe. Foto: Vanessa Taylor.

    Hvalpeudvælgelsesprocessen kom igang. I løbet af hvalpenes 3., 4. og 5. leveuge blev det til en del besøg. Det viste sig faktisk at hvalpene indtog forskellige roller/eller pladser i hierakiet til forskellige tider…..

    Tidligt fik vi udset os tre hvalpe, der var aktive og meget kontaktsøgende – blå, hvid og rød (deres halsbånd). Blå og hvid blev hurtigt favoritter, da de var mest kontaktsøgende, og rød opførte sig som en alfa-han, der hele tiden skulle ‘mule’ de andre eller sloges m. tæven.

    Ziggy har aldrig været en alfa-han, og jeg bilder mig derfor ind, at det er medvirkende årsag til at han næsten altid viger uden om, når der kan være optræk til ’tilspidsede’ situationer med andre hunde. Så med min beskedne erfaring ville jeg gerne igen undgå en alfa-han.

    Udover at jeg gerne ville undgå en alfa-han, fokuserede jeg også på:

    • Et roligt gemyt,
    • Vilje til at bære,
    • Interresse for fjervildt,
    • Ej skudræd og
    • Glad for vores første hund.

    Jeg synes det er svært at se på hvalpe, om de vil få et roligt gemyt – ingen af de tre skilte sig ud til at begynde med. Hvid og især blå var hurtige til at genkende os. Og blå ville altid gerne bære rundt på ting. Så efter et par besøg mere var blå en klar favorit.

    Jeg er jo ikke ekspert i hvalpes tidlige udvikling, men hurtigt gik det. Således holdt vi vores sind åbent helt frem til 3.-sidste besøg i deres 7. uge.

    Det var helt fint, at jeg ville se hundenes reaktion på fjervildt. Så ved et af de senere besøg, brugte vi en optøet gåsevinge. Vingen blev diskret lagt på et omvendt fad ‘opvinds’ – og så ventede vi spændt….

    Kampen om gåsevingen: Uafgjort blå, hvid og rød.

    Alle hunde var interesseret i vingen, selvfølgelig – det var jo alle gode hunde! De tre nævnte var måske lidt mere insisterende…..

    Vingen blev taget fra dem, og uset trukket gennem græsset opvinds og lagt på plads igen. Og da var det den røde, der brugte næsen mest og fandt vingen igen. Tilfældigt? Sikkert; hunden står det rigtige sted, når vinden lige skifter lidt….sikkert ikke særligt enestående.

    Vi lod dem lege med vingen en stund, og skiftevis lykkedes det dem at få vingen og løbe stolt væk inden en ny ‘ejermand’ tog over.

    Hvid prøvede især at dominere de andre, for at bemægtige sig vingen. Og blå fik meget opmærksomhed fra os – fordi den var stadig favoritten.

    Lidt træt efter kampen om vingen…..

    Dette var nok ét af de mest lærerige besøg – at se hundenes reaktion på vingen var fantastisk. Jeg husker hvor træt jeg var, da vi kørte den korte vej hjem. Alle indtryk og små detaljer var blevet indtaget, og nu gik snakken frem og tilbage om alt det vi havde set.

    Inden afgang var det blevet aftalt, at jeg blot skulle tage halglbøssen og et par skud med til det næste besøg. Egentlig var jeg lidt forbeholden – det var jo små hvalpe – og jeg husker hvor meget jeg arbejdede med skudtilvænningen med den gamle hund.

    MEN, jeg vidste alligevel at næste besøg ville bidrage med afgørende viden…….

  • Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 4

    Nosen og kuldet, knapt en uge gamelt. Foto: Vanessa Taylor.

    Første besøg hos hvalpene! ‘Nååårhhh-effekten’ er stor, men hvalpene har jo ikke meget karaktér, når hverken øjne eller ører er helt åbne. Men, jeg bilder mig alligevel ind, at der er nok at gøre……

    F.eks. var det skønt at møde tæven, der var blid og meget kontaktsøgende – og som tog sig godt af de små.

    “Hvordan er det med miljøtræning og prægning på mennesker?”.

    “Hvalpene kommer allesammen sytematisk op i skødet (mere og mere som de bliver ældre) og stille og roligt tilvænnes de pludselige lyde. De har ofte baggrundslyd fra fjernsynet – også når de sover. Og så er det jo vigtigt, at alle besøgende hilser på hvalpene”.

    Derudover får vi historien om deres fødsel den 3. maj. Om hvordan blot 6 valpe virkelig kan få en størrelsesmæssig fantastisk start på livet. Alle var de tungere end de maksimale 600 gr., der åbenbart anses for topvægt på nyfødte labber!

    Nå, så små hvalpe gør jo ikke meget væsen af sig. Men, det gjorde en af kennelens andre hunde – en dejlig, livlig og grundtrænet tæve på 1,5 år, Molly! De fleste hunde er jo i udgangspunktet skønne – og så møder du fra tid til anden en hund, der ‘taler’ specielt til DIG…..så der blev også brugt en del tid med Molly. Jo, det var rigtigt godt at træffe en hund fra kuldet før vores kuld, og få en fornemmelse af hundenes sind og vilje til at lære. Ja, for jeg tog mig jo den frihed at lege/træne lidt med Molly i haven – så kunne jeg næsten ikke få det bedre!

    Eller kunne det blive bedre?? Du får sidehistoren om Molly, når hvalpevalgshistoren er færdig 😉 Og det med skudtilvænning er ej heller glemt…..

  • Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 3

    Valg af hvalp. Har du eller har du haft jagthund, så har du sikkert læst din andel af anbefalinger vedrørende valg af hvalp. Det samme har jeg. Og så har jeg en begrænset erfaring, fra da vi valgte hvalp sidste gang. Men, hvad var det egentlig jeg lærte sidste gang? Og hvad bør jeg fokusere på denne gang?

    For nu at tage det første først: Ziggy blev valgt fordi han var den første til at løbe ud i nyt ukendt terræn i opføderens have. Da kuldet havde leget og kom ind, var han den første til at lægge sig og hvile – helt upåvirket af de andre vågne brødre og søstre omkring ham. Flere besøg kunne bekræfte de egenskaber – syntes vi dengang….. Og vi tolkede frejdigt, at han så måtte være både modig og en god, rolig hund.

    Ziggy i en hyggepause mellem trækkene.

    Jo, han har da vist sig at være god som dagen er lang, men langt fra modig – allerhøjst dumdristig 😉 Kunne vi have gjort det bedre? – mere grundigt? anderledes? Ja, selvfølgelig – min erfaring var jo lig nul og vi havde ikke særligt mange besøg hos hvalpene før vi bestemte os. Og hvalpene var ikke af jagtlinier…..

    Dengang fandt vi en kennel, der havde hvalpe klar når det passede i vores plan, så jeg så let på, om det var fra forældre af jagtlinier. Det var nok ikke den bedste beslutning. Men, jeg havde nok lige så dårlige jagthundetræningsgener, som der var jagtgener i hunden 😉

     

    Nå, ved dette hvalpekøb fokuserede jeg på følgende:

    1. Stambog med med så gode jagtlinier som muligt,
    2. Lang udvælgelsesproces,
    3. Selvfølgelig adgang til tæven og helst hunde af evt. tidligere kuld,
    4. Mulighed for at vælge mellem mere end blot et par hvalpe,
    5. Om muligt selv deltage i miljøtræning/prægning af hvalpene.
    6. Lade hvalpene møde min gamle hund.

    Meget af ovennævnte gøres unægteligt lidt lettere, hvis du bor forholdsvis tæt på opdrætteren – så hér var vi lidt forfulgt af held.

    Vi begyndte at se på hvalpene da de var 1 uge gamle og vi traf vores valg i den 7. uge. Jeg kan kun anbefale en lang proces, og det viste sig også, at man ikke alt for hurtigt skal lade sig ‘låse fast’ på én hund……mere herom i næste afsnit. Og det med skudtilvænning er ikke glemt 😉

  • Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 2

    Indrømmet. Vi var lidt sent ude sidste år. Hvor er der en god kennel, der har labrador af den robuste type? Nu havde vi kun boet ca. 2 år i området, men jeg blev alligevel overrasket over at en hurtig søgning på nettet gav en kennel, der blot ligger et par kilometre hjemmefra….. Nå, vi fik en aftale og kom på besøg.

    “Jo, til en hvalp tidlig sommer 2017 kan I komme på venteliste, I vil så være  12.-vælger på det kuld……..”

    Du tænker måske, hvordan kan det være, at vi blot valgte den “første og bedste” kennel? Eller hvor fedt er det lige at være ‘sidste-vælger’??

    Kennelen viste sig at være et super solidt stueopdræt med to jagtmeriterede foster-tæver og til ‘vores’ kuld havde der – så at sige – været en dansk jagt-champion ‘ind over’. Både de to tæver og en 1,5 års tæve af seneste kuld kunne besigtiges.

    Den godmodige Nosen med sine hvalpe, hvoraf én skulle vælges….

    Alt i alt et fantastisk sted, Labbedoo Kennel, som varmt kan anbefales, og hvor indehaverinden, Vanessa Taylor, virkelig brænder for hundene. Hun lader dem ikke af syne og gør meget ud af miljøtilvænning af hundene. Faktisk påstod hun, at hundene ville være tilvænnet skud ved levering! Det vender jeg tilbage til senere i denne indlægsserie.

    Min store lære af samtaler med dette fantastiske menneske blev, at når man har kennel sælges der IKKE altid efter ‘først til mølle princippet’. Det viste sig at være et kæmpe aktiv, at hunden skal bruges til jagt, at vi bor tæt på og at vi allerede har en labbe.

    Nå, udgangspunktet om en brun tæve blev mildt sagt udfordret, idet kuldet blev: 1 tæve og 5 hanner……MEN, da var vi sat op som ‘3-vælger’ 🙂 Blandt de to før os, var der én som skulle have en tæve. Og brune hunde…. dem havde vi for længst glemt!

    “OK, der kommer et kuld  ca. 3 uger senere, hvor du kan blive førstevælger på tæver – eller du kan få lov at blive førstevælger på de 5 hanhunde – hvad vil du?”

    Hér er det jeg mener, at man ikke bør være fanatisk – med mindre man virkelig skal bruge en tæve. Tilbud om at kunne vælge først blandt 5 fantastiske hunde – contra førstevælger på tæver i et kuld jeg på det tidspunkt ikke kendte udfaldet af –  herunder selvfølgelig ikke kunne vide hvor mange tæver der ville blive at vælge imellem…..

    Vi takkede ja til at kunne vælge mellem de 5 hanhunde, og så forblev hvalpe-ferien som planlagt 😉

    Egentlig rart at vide, at man som jæger har visse fordele, når man køber hund – det er bare at holde sig til og fortælle hvad hunden skal bruges til.

    Følg med i næste afsnit, hvor jeg giver mit bud på en god hvalpe-udvælgelses-proces. Og så det dér med skudtilvænning af hvalpe….