Kategori: Tørt

Faktisk er blommen sur-sød… Og det kan ikke bebrejdes dronningen af Frankrig (1499-1524), der har lagt navn til blommen, hvis hun ind i mellem var lidt sur – også. I de ti år hun var dronning (1514-1524) var hun nemlig altid gravid – og døde så af udmattelse…. Alligevel beskrives hun ofte – som sød og af naturen god – akkurat som blommen!

Så til ære for dronning Claude kommer derfor hér første opskrift med hendes fantastiske blomme: En blommemarmelade.

Med Reine Claude er man vant til store udbytter – træet er selvbestøvende og har en lang blomstringsperiode, og den er måske derfor (udbyttemæssigt) ikke så følsom over for vejrskift i blomstringsperioden. Derfor gider jeg heller ikke opskrifter a la: ” Du tager 300 g blommer…bl.a.bla..” Nej – hér regner vi i kilo om jeg må bede! Nu vi er ved det – altså at bede…. Dronning Claude er også kendt for at modtage en meget særlig lille – i bogstavelig talt – lommeudgave af en bedebog. Nå, det må de historieinteresserede bore videre i……

Men altså, når først jeg koger marmelade, koger jeg store partier 😉

Blomme og kanel synes jeg er gode venner. Og til denne opskrift tilføjede jeg også Stjerneanis. Jeg har en lille grundregel, når jeg laver marmelade – jeg vil gerne sikre at marmeladen er mere end blot sød, så jeg ynder at tilsætte minimum én smag, som giver sødmen et tillæg; eller ‘dybde’ om man vil.

Du skal bruge følgende:

• 2.000 g blommer uden sten,
• 600 g sukker,
• 5 vaniljestænger,
• lidt vand (bruges lige når du begynder opvarmningen),
• 5 stænger kanel,
• 5 tsk stødt kanel (kan udelades, men jeg kan ikke få nok) 😉
• 10 hele stjerneanis (evt. ekstra stødt stjerne anis også, men hér er jeg mere varsom…)

Lad det koge godt sammen, idet du hjælper  hele herligheden rundt med en god slev. Jeg vil helst ikke have marmeladen kogt alt for meget ud – lidt bid og respekt for frugten er på sin plads.

Før jeg afslutter kogningen tager jeg et par tsk-fuld geleringsmiddel og rører op i et par spsk-fulde sukker. Det røres i gryden, der koger videre et par minutter.

Derefter på glas. Jeg koger altid mine glas og låg, og skyller dem i Atamon – sjatten havner i gryden.

Marmeladen nydes i behørig respekt og til ære for for dronning Claude, der døde i en alt for ung alder.

Når man ikke kan få sig selv til at kaste husets “gode” gamle vinduer på genbrugen – og samtidig gerne vil have et billigt drivhus…. Ja, så begynder man med fundamentet 😉 Og når man så derudover er så heldig at have en svåger, der faktisk VED noget om at bygge…..

“Nej, Geno – vi skal minimum 30 cm ned i jorden – vi skal have plads til armeringsjern i bunden”. Armeringsjern!! Det er et drivhus!! Min svåger var kold:” Du får vindpres sådan og sådan, stor gavl mod vest, tal – mig – hér og udregninger dér…..resten fortaber sig – måske var jeg allerede mentalt igang med at plante krydderurter…..og var rosmarin ikke én af de sydlandske, der gerne skal så i tør stenet jord?….HØRER  DU EFTER? Ja, løg jeg overbevisende, selvfølgelig skal MIT drivhus have armeringsjern i fundamentet 😉

Og sådan blev det. Og det med ‘billigt’ drivhus – blev et garneri i Rusland!

Du kan desværre ikke få at se hvordan udgravningen foregik. Men, spader havde desværre hovedrollen, så jeg har nok ikke kunnet holde mobilen stille til et ordentligt billede.

Nå, beton til et 30×30 cm fundament i et drivhus med målene 5,2m x 4,2m koster 4.500SEK – det havde jeg ikke helt set komme, men omvendt virkede det ikke urimeligt.

Både udgravningen og den efterfølgende opsætning af murene havde stor gavn at de opsatte ‘galger’. Det er bare den slags man kun ved, hvis man arbejder i byggeriet.

Med galgerne sat op og snorene i vatter, gik alt lidt lettere. Da betonen kom, kunne en tommestok – for enden af min svåger – hele tiden fortælle mig, hvor der i en h…… fart skulle skovles beton hen, således alt kunne størkne i vandrette flader. Fascinerende. Galger og snore angav ligeledes retningen for de mure der skulle følge efter.

Følg med i næste indlæg i processen!