Blog

  • Fremmed i eget ‘hjem’?

    Bornholm: Harer og rådyr!

    En håndfuld nærtstående nimrødder havde igen i 2017 valgt at tage imod min invitation, der indebar tre dage på Bornholm i slut-november. Min jagt er jo ikke stor, og der er ikke udsætninger – og jeg fodrer heller ikke. Men, på turen er der altid råhygge og madlavning. Jagten sluttes sjældendt uden et par harer på paraden. Måske er det fordi der kun drives én fællesjagt på området om året…..? Det er efterhånden blevet en tradition, at vi tager jagten om fredagen, og så er der ‘fri leg’ for resten, hvis ikke vi skyder lidt lerduer eller blot nyder øen. Turen 2017 blev dog ganske anderledes!

    Er jagt som fedme? Det sniger sig ind på én, og man vokser med dét, ligesom ens jagtlige netværk langsomt udvides! 😉 Det ville sig ihvertefald således, at gode kollegaer på øen (der også jager) havde fået nys om, at vi alle var på øen i nævnte forlængede weekend. Nu er det jo ikke god tone at trænge sig på, på andres jagter, bare fordi man er kollegaer – og da slet ikke når man slæber 6 rødder med fra Sjælland!!!

    MEN, ‘netværket’ insisterede på hele 3 jagtinvitationer til os alle. Så nu stod vi helt uventet med ialt 4 jagter på 3 dage – godt den ene var et aftentræk! 😉

    Jeg skal sige – vi nåede det hele! Og vi fik hygget igennem, omend de fleste ‘nikkede’ lidt rigeligt til lørdagens aften-drink….. Ja, god logistik, forberedt mad og godt humør redder alt.

    Når jeg så tænker tilbage, hvad var det så – ud over det fantastiske samvær med nye jagtkolleger – der stod tilbage i erindringen? Det var naturen, i de for mig helt nye terræner!

    Jeg vil derfor dele nogle af de gode indtryk med dig nedenfor.

    På post i kanten af en plantage.

    Stilheden mens der ventes på drevet – hvilke skudmuligheder får jeg? Var der allerede en hund fremme? Det var  råvildt…. men, desværre kun et svagt knæk fra en gren langt inde, lundtende skygge langt inde i mørket ….. forventningen…..falder….som pulsen. Drevet er forbi.

    Men, en dejlig såt var det. Lang tur ud til posten, fokus ind i plantagen, og øjnene drages alligevel umærkeligt modsat ud over de kuperede marker med små stenede løkker…. Tænker – ¨ta’ dig sammen Pedersen!” “Du er Bornholmer, du har søgu da set et par klipper før, hvad sker der??”

     

    Ja. Hvad skete der? Det skal jeg vende tilbage til.

    Jeg var også i drevet på en dag hvor jeg så rådyr og dele af Bornholm jeg aldrig har set før….

    Forhindringerne er mange og smukke i de klippefyldte passager, hvor ingen plantagedrift kan tage magten fra grundfjeldet. Og det der kommer ud til posterne med skytterne er næsten altid rådyr og harer. Men, modsat min egen ‘flade’ jagt, kommer de hér ud af stenformationerne og den tætte, tætte plantage…..forunderligt når skytten oplever den fastfryste situation, hvor dyret stopper og sikrer akkurat udenfor skudhold…..fastfrosset i håbet om at dyret ikke ser dig – og vælger vejen forbi netop dig……. de erfarne kender spillet, andre får umærkeligt bevæget sig eller ser ikke dyret i tide – det er sansernes kamp!

    Kampen vindes ofte af dyret, men nogle dyr kunne da alligevel hjemtages:

    En af plantagesåterne gav et ganske flot tre-kløver i udbytte.

    Buk, hare og bekkasin i samme såt!

    Men hvad var det så der skete med mig i de dage? Jeg var nærmest som en fremmed på besøg på min egen ø….. Eller var det blot fordi jagterne i disse nye områder ramte mig som ukendte – det tror jeg. Som Bornholmer tror man at kende øen godt – tro mig, du får aldrig set det hele!

  • Kirsebær i Julen – dem vi ‘gemte’ i juli….

    Flaskerne fundet, nu skal årets hjemmelavede kirsebærlikør lægges på flasker!

    De få men trofaste  læsere vil vide, at kirsebær lagt rigtigt til side i juli er lig kirsebærlikør til Julen! Hvordan du kunne have gjort dette – kan du læse andetsteds på denne blog. Så i dette indlæg vil du blot kunne se mine ubehjælpelige billeder fra da jeg filtrerede og lagde på flaske….. ok, der kommer et lille uafprøvet fif….

    Fem måneder er gået – og det var da lidt spændende om likøren ville være en værdig ledsager til den urørlige og dybt klassiske ris á la mande??? Mere herom senere. Først lidt billeder.

    Det hele sies, og frugtkødet gemmes…
    Flaskerne fyldes. Og et helt glas frugtkød tager form.

    Ok. Likøren blev ganske god. Det smager selvfølgelig af kirsebær og der er også den dér lille note af marzipan – er det fordi kernerne har trukket med?? Jeg aner det ikke – er der andre der ved dette eller har erfaring med det??

    Jeg var dog ikke helt tilfreds med STYRKEN i likøren – som om den mangler lidt alkohol…. Jeg fandt også fejlen. Den valgte snaps var kun på 30% ! Noget af en brøler – jeg vil klart anbefale en 45%-snaps. Nå, det går an. Men, når man så tusser rundt og ærger sig lidt, så fik man da også lige smagt lidt på ‘affaldsproduktet’ – dvs. frugtkødet……WOW det smager godt!!!

    Så nu tænker jeg:

    1. Det var dér alkoholen fes hen…
    2. At det skal da bruges til kirsebærsovsen!

    Slut med fesen købesovs – nu går vi efter en skarp sovs, der giver reelt modspil til den fede ris!!!!

    Hvis du vil vide, hvordan dette eksperiment i gourmentens grænseland ender – så følg med i kommentarerne nedenfor, efter Jul…… 🙂

    God Jul!

     

  • Tanker om hvalpetræning 2

    Klar til lidt træning i haven

    Kære læser, beklager ventetiden – men, nu fortsætter mine tanker om hvalpetræning – håber stadig mine tanker kan inspirere? I dette indlæg kan du læse om hvorledes det er gået med at træne handlekompetencerne: Indkald/’PLADS’ og ‘SIT’.

    Allerførst – selvom efterår/vinter er den glade jagttid, så er der jo desværre ikke for mange lyse timer til træning….. For mig er kunsten derfor, at ikke få ‘dårlig samvittighed’ over manglende træningspas. Istedet gør jeg en dyd ud af at putte træning ind i snart sagt alle små daglige situationer. Hér er nogle situationer, der fungerer godt for mig:

    ‘PLADS’-træning,

    Enzo kan jo klokken – altså, når det er eftermiddags-fordringstid! Så dér har jeg virkelig noget han godt vil have…..Så når jeg har hentet hans mad i en skål (han følger med ud i bryggerset), vil han gøre ALT for at blive fodret. Så vi går et par runder i stuen, hvor han går ‘PLADS’ et halvt skridt skråt bag mig. Afstanden styrer jeg med min flade hånd strakt let bagud ned langs siden. Så kan snuden tøffe ind i håndfladen – og nogle gange er der en godbid bag tommeltotten(altså noget af hans tørfoder) 😉 Jeg sørger for hele tiden at sige ‘PLADS’, især når han går i den helt rigtige afstand. Et par runder i stuen, så er han ‘mør’.

    Jeg slutter altid med et stop, hvor den flade hånd bliver til en strakt pegefinger, som han kender det fra ‘SIT’. Resultatet er, at nu sætter han sig altid, når jeg stopper – altså såfremt han har gået ‘PLADS’ forinden….

    Nå, det var den fordring vi kom fra……Enzo sidder og savler og han får nu en flad hånd foran sit hoved og tossen med maden siger ‘BLI’ (og ‘blive’ det gjorde han selvfølgelig ikke de første mange gange). Men, nu bliver han. Og jeg kan så hælde maden op til ham. Jeg går tilbage til ham, så han sendes fra plads-position.

    Nu synes jeg jo at fordring skal være en glædelig begivenhed. Så dette er stille og roligt blevet en rutine. Jeg gør mig ikke store anstrængelser med irettesættelser – han skal jo have sin mad og forbinde det med noget godt. Men, jeg udnytter altså situationen. Og nu kan han sidde og vente, og jeg kan sige hans navn og så ved han, at han må gå til maden, når jeg siger ‘JA’ og han kan løbe langs min strakte arm, der peger i retning af maden.

    Således får jeg hver eneste dag trænet ‘fri ved fod’ (tror jeg nok, det hedder…?), ‘SIT’, ‘BLI’ og ‘JA’. Samtidig styrker jeg fastheden i hans ‘SIT/BLI’.

    Jeg træner også ‘PLADS’, når vi går tur. På udturen er det ren snuse- og nifletur. Hvis jeg så går hjem den samme vej, så er det min erfaring, at alle grøfterne ikke er helt så spændende som på udturen – plus bimmelim og bum er klaret. Så hjemturen oplever jeg også som en god lejlighed til at træne ‘PLADS’.

    Hvorfor sidder vi sådan?

    Træning af indkald til plads,

    Ved de allerførste indkald m. fløjte brugte jeg den gamle hund som ‘rollemodel’. Egentlig lod jeg dem blot lege i haven, og afventede situationer, hvor lille-hunden var mellem gamle-hunden og mig. På den måde ‘trak’ den gamle hund den lille med, når han kom løbende forbi. Når begge hunde ankom, sørgede jeg så for at vi alle havde en fest med godbidder og rullen rundt i græsset. Tumlen rundt er jo det bedste en hvalp ved – så indkald blev lig med super tosse-leg 😉

    Efterfølgende har jeg også trænet indkald, når der foreksempel har været ekstra lækre kødben på menuen. Altid rart at kunne forstærke handlingen med noget ekstra lækkert. Jeg bruger dobbelt-fløjt til indkald og min højre arm strakt vinkelret ud fra kroppen. Hvorfor? Jeg har altid mit våben i venstre hånd. Armen ud til siden er ‘restbilledet’ af de to udstrakte og omfavnende arme, som hvalpen mødte i starten, når han kom ‘hjem’. Ja, sådan blev det til…. 😉 Den strakte arm ud fra kroppen, kan også bevæges op og ned, så hunden senere, på lang afstand, får lettere ved at finde ‘far’ i mængden af ‘grønne mænd’ med mærkelige hatte…..

    SIT – træning,

    Som du sikkert ved, er en godbid ført hen over hovedet det allerførste kneb, til at få hvalpen til at sætte sig (når det sker, ja så navngiver du simpelthen handlingen med ‘SIT’). Jeg synes det fungerer. OG det begynder også at fungere på lidt afstand. Jeg har valgt at kombinere det med en lang faldende fløjtetone. Min første hund lærte SIT-fløjtet som ét kort pift. Jeg har oplevet to broblemer med dette:

    1) Mig selv, der ikke fik trænet det godt nok og tidligt nok.

    2) Nogle gange har hunden simpelt hen ikke kunnet høre det enkle og korte fløjt – tror  vind og pjasken i roetoppe mv., samt anden larm, i nogle tilfælde har gjort at fløjtesignalet simpelthen er gået tabt for hunden.

    Så nu er jeg altså gået over til en lang faldende løjtetone. Og så har jeg stille og roligt lavet den strakte pegefinger om til en håndflade der hæves frem foran og over min egen hovehøjde – så bliver det lidt visuelt lettere for ham på større afstande. Akkurat ‘SIT’ på afstand (altså et stop) er vi ikke nået helt så langt med. Jeg har lovet mig selv, at huden skal have et virkeligt sikkert ‘stop’, da det måske i mine øjne er DEN vigtigst grundkompetence for en jagthund…..

    Der bliver nok senere et helt lille indlæg om netop dette 😉

    …..lidt træning?

    Nå, en sidste men, synes jeg, utrolig spændende ting – som jeg prøver at være mere opmærksom på…… Ofte tilbyder mine hunde handlinger. Jeg lægger nogle gange mærke til, at hunden enten lægger op til leg – som det ses på billedet lige ovenfor – eller simpelthen blot nedstirrer mig, for at ‘få mig igang’. Det tolker jeg som positivt, da jeg antager hunden normalt opfatter at jeg er ‘nøglen’ til sjov og leg. For mig fungerer det rigtigt godt, at kunne ‘gribe’ de situationer og træne et eller andet lige i det øjeblik hunden ‘er på’. For mig kræver det blot, at jeg hele tiden er bevidst om, hvad jeg til enhver tid vil træne m. hunden.

    – Og hvem vil ikke gerne afbrydes midt i havearbejde? 😉

    Hvilke dagligdagssysler ydnytter du til små træningsfif?

  • Tanker om hvalpetræning 1

    Vi er klar til træning!

    Min nye hvalp, Enzo, er min anden jagthund. Selvom jeg på ingen måde er stormester i hundetræning, så bilder jeg mig ind, at jeg lærte en del med den første hund. Det vigtigste er nok, at jeg er blevet bedre til at fokusere og prioritere træningen. Jeg tager dig med gennem mine erfaringer efterhånden som de høstes. Håber du vil læse med helt frem til ‘Tanker om vedligeholdelsestræning af den færdige jagthund’ 😉

    Det er sjovt når en labrador henter ting til dig – alt for sjovt! Nogen gange så sjovt, at grundtræningen kan virke lidt kedelig for hunden. Dette var en af de hårdtkøbte erfaringer med min første hund. Så lille Enzo må vente lidt med apporteringstræningen.

    Jeg har faktisk besluttet, at hele det første år udelukkende skal handle om grundkompetencer. Jo mere jeg tænker over det, ja så har jeg faktisk tidligere samlet disse råd op, eller læst om det mv. Men, jeg skulle så også lige skabe mig mine egne erfaringer……ak ja 😉

    Jeg deler kompetencerne lidt op – så jeg selv lige fatter det:

    1. Handle-kompetencer og
    2. Miljø-kompetencer.

    Handlekompetencer: Som nummer ét, vil jeg have en hund jeg altid til enhver situation kan stoppe. Der er så mange jagt- og hverdagssituationer, hvor jeg har brug for dette.

    Hvorfor så ikke blot lære hunden indkaldning? Ja, og det skal den selvfølgelig også kunne. Jeg har blot erfaring for, at ‘stoppet’ det er hér det oftest er gået mindre godt for min første hund. OG det er også den manglende evne til at mestre ‘stoppet’ der ‘ødelægger’ mest af jagtoplevelsen på dagen. Vi kender det alle – den lidt for ivrige hund, der preller på harer og rådyr osv. Jeg VED jo godt jeg ikke har en ‘lidt for ivrig hund’ – jeg har slet og ret en hund, som ikke altid kan det mest basale! Derfor. SIT er efter min erfaring, den vigtigste af 3 handle-kompetencer, jeg vil arbejde med det første år.

    1) SIT

    Når det er sagt (som i ‘erkendt’), har jeg tænkt over, hvordan det så skulle foregå.

    Jeg bruger ‘SIT’ og ‘SIT’ på afstand. En hund der sidder kan sjovt nok ikke løbe….. Så nu skal jeg blot overbevise lille Enzo om at ‘SIT’ er det bedste i hele verden – og give det et fløjtesignal. Mere om det i næste indlæg 😉

    2) INDKALD – PLADS

    For mig bliver det i føste omgang ikke så vigtigt om ‘plads’ er til højre, venstre eller foran mig. Blot han ved indkald kommer til mig. Så når han er tæt på mig, hedder det ‘plads’. Til at etablere den første erkendelse af hvad dette er, havde jeg god brug af den gamle hund. Igen, mere om dette i næste indlæg.

    3) SØGE

    Jeg adspreder ofte hvalpen ved at sprede hans foder i græsset eller blot sprede nogle små godbidder. Det lærer hunden at bruge snuden og giver noget letkøbt aktivitet. Det praktiserede jeg også med min første hund, kombineret med kommandoen:’ Søøøge’. Glemte godbidder bliver så fundet ved at følge min strakte arms pegen. Det nye er, at jeg nu også har lagt et fløjtesignal på dette. Håbet er så, at han senere i sin uddannelse – på længere udsendelser – kan stoppes og fløjtes til at søge en apport.

    Miljøkompetencer: For mig handler det ganske enkelt om at hunden lærer at begå sig i så mange miljøer som muligt – og selvfølgelig vigtigst: I de miljøer du finder vigtigt for din anvendelse af hunden.

    1)  SKUD

    Jeg har oplevet, at hvalpene som helt små kan vænnes til høje lyde. En opføder som tilvænner de små hvalpe med lidt grydelågsklask i ny og næ er helt perfekt. Tilvænningen fortsætter så på skydebanen. Jeg har erfaret, at hvis hvalpen er tilvænt med høje pludselige lyde, så behøver du ikke starte med tilvænning i bilen. Jeg tog ham ud til banen og vi sad i starten 50-60 m fra skytterne. Næste gang gik vi bag skytterne på ca. 30 m afstand.

    2) VAND

    En tur til hav eller sø gør underværker. Jeg oplever ikke at en labrador skal lære at svømme, men blot trænes i vandet og stille og roligt lære sine begrænsninger at kende.

    3) ANDRE HUNDE

    Mine hunde bliver passet på dagpension, så de bliver rigeligt socialiseret på andre hunde og mennesker. Så min udfordring består i at lære hunden, at der ikke skal hilses på alle hunde. Så der trænes ofte pæn SIT medens andre hunde passerer forbi.

    4) ANDRE HJEM

    At kunne have sin hund med alle steder giver mere frihed. Så det træner jeg. Med, alderen er min gamle hund blevet bedre og bedre. Men, oftest er der lidt aklimatisering det første døgn. Det kan sikkert trænes mere end jeg har gjort. Men, det er da lykkedes at have begge hunde med på restaurant 😉

    Håber du vil følge med i denne serie af indlæg – som bliver lagt op i takt med at der er erfaringer at dele.

  • Apportørens glæder

    Som apportør kan man være heldig at få en hyggelig håndfuld af disse med hjem.

    Hvorfor har jeg ikke deltaget i flere jagter uden våben og  kun med hund? Måske fordi jeg overvejende deltager i helt små jagter, hvor der altid er brug for begge dele….. Nå, det var anden gang i denne sæson at kortene faldt således, at hunden kunne få al min opmærksomhed – og det fortrød jeg ikke!

    Der gøres klar til første såt….. mon der kommer fugle til hunden?

    En af de første spørgsmål er ofte: ‘Kan din hund også drive?’ Og det ærlige svar er: ‘Det har den ikke skabt begreb om!’ Men, apporteringen sad så også lige i skabet på denne dag. Det er selvfølgelig ikke kun hundens og min fortjeneste. God organisering, gode fugle, gode skud og en god start. Vi fik det hele og min gamle labbe, Ziggy, var glad og tjenstivrig som han ikke har været det længe! Nedenfor kan du læse om glæderne set fra apportørens perspektiv.

    Første såts resultat. Stadig fokus på skovkanten, hvor de lækre fjerede kommer fra….

    Når der er mange mennesker, mange hunde og mange skud, er det godt at få en opgave hurtigt – så der kan komme afløb for spændningen. Det fik vi. En dødskudt fasankok på nærmeste venstre post. Da der ikke var andre fugle i luften eller anskydninger, der skulle have fortrinsret – blev dét den første og lette apportering.

    De to første såter lå lige over for hinanden, så Ziggy kunne apportere fra den ene side og derefter fra modsatte side. Imens fire ænder blev hentet fra de to remiser, faldt der yderlige tre anskudte ænder 80 – 100m bag os. Med lidt strategisk placering ift. vinden lykkedes det at finde to af tre ænder (den sidste blev fundet af nabo-hunden 😉 Så var vi godt igang!

    En rolig Ziggy, klar til anden såt.

    Nogle gange er der langt til skytterne og er der flere markeringer kan kan det knibe med at få samlet det hele op. En af såterne bød på apportering blandt lave granner – på få minutter faldt der 6 fasaner i ‘Ziggys  zone’. Heldigvis kom der hjælp fra to apporterings-kolleger 😉

    De tre første var til at huske. Derefter ro på post…og en lille ‘tænke-pause’….

    Når skytter ‘leverer’ giver hunden dem fuld opmærksomhed – nogen gange er der næsten ‘ høj stand på skytten’ 😉

    Helt klar til næste fugl!

    Dagen blev afsluttet med en fin parade og nogen er bare heldigere end gennemsnittet – eneste sneppe og bedste gæt på antal ben, gik til én af de inviterede drivere. Hatten af!

     

  • Gi’ hals!

    Skivet hals i gryde.

    Det er gerne de ‘billigste’ stykker på dyret, der kan indeholder den bedste smag. Ét af de mere kendte eksempler er svinelæg. Som rådyrjæger synes jeg halsen udgør samme potentiale. Fælles for disse ukurante stykker kød er, at hovedengrediensen i tilberedningen er tid!

    Dette er en lille hyggeret, som jeg vil anbefale du pusler om en hel dag. Heldigvis arbejder tiden for dig flere gange, hvor du samtidig kan ordne andre ting i køkkenet, haven eller f.eks. i selskab med en god bog. Du skal blot have rigeligt af ovennævnte hoveingrediens 😉

    Udover tid anvender jeg:

    • 1 rådyrhals
    • 1-2 gulerøder, hvis du har
    • 1/4 knoldselleri
    • 1 stor mørk porter

    Du starter med kødøksen, og derefter vipper du blikket at en stor mørk porter. Den skal være så stor, at der både er til din og dyrets hals 😉

    Noget til halsen… hér en mørk porter.
    Øl og hals hænger sammen……

    Låg på – og glem den et par timer i køleskabet. (Hvis øllet ikke dækker helt – sker sjovt nok en gang imellem –  så må du lige vende det halvvejs)

    Til denne ret støder jeg kun krydderierne let. Krydderierne skal simre med i retten, men jeg bryder mig f.eks. ikke om at bide i små stykker nelliker, når jeg spiser mit kød. De let stødte kryderier forbliver lettere i sovsen og kan sidenhen nemmere sies fra.

    ‘Varme’ krydderier.

    Denne gang brugte jeg følgende krydderier:

    • 1-2 laurbærblade
    • 4-5 nelliker
    • 1-2 stjerneanis
    • 4-5 allehånde
    • ca. 30 pebberkorn

    Du  kan sagtens bruge mere end det angivne, men normalvis er jeg forsigtig med at bruge for meget nellike og stjerneanis.

    Nå, når nu øllet har gjort godt, tager du halsstykkerne fra og dupper dem tøre. Øllet gemmer du.

    Rigeligt smør og en god rapsolie varmes op i gryden – jeg synes en god tykbundet støbejernsgryde m. emalje fungerer godt. Halsstykkerne brunes grundigt, rigtigt grundigt – gode stegeskorper og stegebelægning i grydebunden er basis for den mørke, ‘kød-karameliserede’ smag, der senere skal koges ud med krydderierne og ind i kødet.

    ……skal stadig have lidt mere…..

    Når halsen er brunet færdig, putter du kryderierne i – lad dem lige mærke den direkte varme og og smøret før du hælder øllet tilbage i gryden. Øl forenes med hals og krydderier, koges op, og derefter låg på og skru ned for varmen.

    Når halsen simrer, skærer du rodfrugterne ud i store grove tern. Efter ca. 1 time tilsættes rodfrugterne – og du lader retten simre videre i minimum yderligere 2 timer.

    Efter sammenlagt ca. 3 timers simren kan du teste med en gaffel, om kødet ubesværet falder fra knoglen. Lad det hellere simre lidt for lang tid – hellere ‘fiske’ løst lækkert kød op af sovsen, frem for at skulle ‘kæmpe’ med at få det skilt fra knoglen!

    Hals og rodfrugter serveret m. madhvede og blandet salat.

    Skyen er ofte så tyk, at det ikke giver mening af jævne den. Den siede sky kan dog med fordel skilles fra fedtet før servering. Velbekomme!