Blog

  • Skøn nat….. vildsvin?

    Skøn nat….. vildsvin?

    Vildsvinetårn de luxe!

    Det er den 11. maj og stemmen i telefonen er breeed skånsk:”Nu är dom här – der har varit gris på åtlen, alt är bokat upp! Oversat, så har der været grise på foderpladsen, og de har pløjet området godt op! Det er derfor med forventningens glæde og med høj volumen på bilradioen jeg begiver mig afsted.

    Ved 21´tiden  lander jeg, hos min gennem mange år svenske jagtkammerat ca. 30 minutters kørsel hjemmefra. Jeg behøver ikke spørge, om han har fodret lidt ekstra, eller om lyset på foderpladsen er forbedret – det er det altid!

    Snakken går – altid om jagt. Selvom vi er vidt forskellige både af sind, nationalitet, politisk overbevisning – ja næsten alt, så er vi altid enige om, at vi har for lidt tid til jagt! Hans indgang til jagten er riffeljagt og er derfor ikke helt så skarp med bøssen – for mig er det lige omvendt. Vi er derfor hinandens gode inspiration.

    Nå, der bliver også lige tid til en kop kaffe i haven – ingen stress. Vi går ned til foderpladsen – et par få kilometre – så får vi indsnuset aftenen og genopfrisket gamle historier…..jo, det var jo dér vi fik de hurtige duer sidste år, eller var det sidste år vi skød skammeligt forbi de første ti duer…..? Vinden kommer derfra….så ved vi automatisk  hvilken vej vi skal over til grisetårnet…. indøvede standarder, vi diskuterer ikke det der fungerer.

    På vejen fra huset ned til tårnet er forventningens iver i stemmerne umærkeligt gradvist ændret til en svag hvisken, nu hvor vi sidder i tårnet hver med vores riffelpibe ud af de små skydeskår. Vi er klar.

    Selv når vi snakker jagt skal der prioriteres. Vildsvinene har måske måttet vige lidt for anden jagt. Det er omtrent et år siden jeg sidst har skudt gris….. så det gør ikke noget om husholdningen nu igen kunne suppleres med dette fantastiske kød.

    På denne sælsomme aften og nat lagde vinden sig og nattergalens sang fik debut. Jeg kunne selvfølgelig prøve at bilde dig ind, at når vi nu ikke fik gris den aften – ja, så gjorde det ikke spor,  fordi to grandvoksne mænd selvfølgelig havde alt rigelig oplevelse af nattergalen….Det ville ikke være sandt. Og selvom det er umådeligt smukt at høre på, er det jo ikke rigtigt noget voksne mænd taler sådan om…. Men, mænd gider generelt ikke tale om det indlysende, så er det bedre med ro. Og det fik grisene – istedet tog vi en runde med pandelamperne og fantaserede om muligheder for grisejagt på naboarealer, hvor en eller anden bonde nu igen havde problemer med gris…..Ja, forventningens glæde er ikke at foragte!

  • Så kom bigården hjem

    Så kom bigården hjem!

    I  min verden giver honning mening. At få mit eget hjemmeproducerede sukker til køkkenet – som oven i købet også er lidt sundere. Og så gør det jo ikke noget, at det samtidig giver en bedre bestøvning til havens frugter. Modsat i dyrenes verden, er det jo ikke én frugtcelle møder ét pollen – flere pollen til samme frugtknude giver større frugter. Jeg synes det er fantastisk!

    Nå, det er jo altsammen drømme. Ingen af mine bier summer i haven endnu…..

    Nu kommer arbejdet med at etablere bigården. Og det vil glæde mig at tage dig med hele vejen!

    Det viste sig at være en god idé, at melde sig ind i den lokale biavlerforening. Således har jeg allerede lært, at det er god skik at få en ‘certificeret’ biavler forbi og godkende staderne inden man går igang. Hvorfor?

    Min bigård er købt brugt. Selvom sælger bedyrede at bierne havde været sygdomfrie, så skal det hele alligevel rengøres. Som ny biavler, vil jeg ikke være ham der introducerer en ‘ny’ sygdom til mit område. Jeg tvivler nu ikke på det gode menneske, der solge mig bigården – men, så er ‘tavlen vasket ren’. Undskyld.

    Så hér har jeg altså en lille vinteropgave. Bier er følsomme over for kemikalier, så jeg skal finde ud af hvordan rengøringen skal foregå.

    Hvis du har kendskab til dette, så giv mig gerne et tip 🙂

    Og så er der mine forsøg på at besvare alle de andre praktiske spørgsmål, som du fremover vil kunne læse om:

    • Placering af bigården i forhold til lys og varme
    • Klargøring før opsætning af stader
    • Indretning og klargøring i forhold til at slynge tavler
    • Pasning af bierne
    • Og meget mere…..

    Med bigården fulgte både muligheden for at bruge stavlestader og trugstader. Jeg synes jo at trugstaderne er de mest charmerende….. men jeg har fået at vide de også er dem, der ‘tager’ mest på ryggen……

    Ét af to erhvervede trugstader

    Næste indlæg i ‘Bigården’ vil handle om, at finde den bedste placering i haven – håber du har lyst til at følge med!

  • Mere end gåsegang…..

    Mere end gåsegang…..

    Udsigt til gås….

    Den klareste forårsdag. Grågæs på alle marker. Regulering påkrævet, så bonden ikke får ædt eller trampet de nye afgrøder helt væk. Så der var lagt op til gåsepürsch med riffel og hund. Men, selv på en god dag vokser træerne ikke ind i himlen…..

    De nærmeste gæs var spottet, og stærkt foroverbøjet var pürshen indledt….

    Aftalen om regulering, var ikke indgået fordi bonde og jæger kunne se fordelen i at hjælpe hinanden. Der står jo som bekendt dejlige kvinder bag alle middelmådige mænd 🙂 Dette tilfælde var ingen undtagelse. Fruen til ‘vores’ storbonde stødte tilfældigt på min bedre halvdel, der var på en luftetur, en dag jeg ikke var hjemme.

    Jo, fruen på gården var da pænt træt af at hun hver og hveranden dag blev sendt ud på markerne med viftende arme som et andet mobilt fugleskræmsel…….! Og fruen herhjemme kunne måske nok se hvordan den praksis kunne afhjælpes 😉

    Og således blev det. Og derfor kunne pürshen på denne fantastiske forårsdag fortsættes….

    Nu er jeg jo endnu ikke den mest erfarne langholdsskytte. Så jeg ville gerne lige ind under de 100m. Nårmalvis har der været rådyr i trådkorset, så træfområdet på en gås ikke bare virker, men er også noget mindre – derfor.

    Der begyndte at være et godt udsyn til den flok gæs, der var samlet nede ved en af de små søer. Den jævnlige skrappen om hvem der skulle have de bedste rugepladser, der samtidig ligger tæt på bondens ‘ta’selv bord’, var godt igang. Et antal gæs, sikkert gaser, var hævet over disse skænderier, og brugte istedet tiden på at holde udkig……få stive skridt – langstrakt hals og ‘periskop-hovedet’ der systematisk scanner en horisont helt ud til en 70-80 meters omkreds….. det var det jeg havde at arbejde med…..

    Som foroverbøjet, grøn ‘sten’ (med en mindre sort ‘sten’ lige bagved) må man, som jeg har oplevet det, altså gerne stille og roligt blive en lidt større ‘sten’, så længe profil og vinkel forbliver uændret – lidt ligesom når du på havjagt seljer ind på en flok ederfugle…..

    Ved lidt over 100m afstand var vi så langt nede at kravle, at Ziggy blev dækket af. Planen var så, at jeg selv ville mave mig yderligere ca. 10m frem. Det tager jo sin tid – og den gås der stod frit med godt kuglefang, den var nu meget urolig (måske var det nu mere end underligt, at der var afstand mellem de to ‘sten’??). Nå, det tog sin tid  – både at mave sig frem, men også at afvente, at der igen kom helt ro på flokken.

    Endelig kom jeg ind på det der for mig føltes som sikker skudafstand. Den megen ‘gåsegang’ og maven sig frem m. lav profil havde taget sin tid, og det tog også en rum tid at få lagt ordentligt an. Jo! Jeg kan godt få lidt ‘bukkefeber’ på gåsepürch 😉 – så det havde såmænd været spændende nok! Trådkorset fandt ro, og jeg tænkte: Det er jo fedt, at have sin hund liggende bagved; skulle der blive en anskydning eller at fuglen med de sidste krafter kunne bære sig ud i vandet…..

    Pang!! Gåsen gik ned, og vanen tro repeterede jeg – man ved jo aldrig….MEN, alt var sort!! Det var ikke muligt og se om der var brug for et ekstra skud……alt det sorte blev dog hurtigt mindre, og det havde såmænd også en hale!!

    Jo, det havde nok alligevel været lidt for spændende i lidt for lang tid for min kære labbe 😉

    Ok. Jeg skælder jo ikke ud på en hund, der henter en gås til mig – og slet ikke, når jeg udmærket ved hvem det er, der ikke har formået at lære hunden ikke at knaldaportere. Derudover lærte jeg at pürchen tog meeeeget lang tid.

    Selvom det var en fin jagtlig oplevelse, så VAR det regulering. Og der er altså nogle andre krav til en vis grad af effektivitet. Der skal ganske enkelt skydes en del gæs – både således at de ikke indtager området som yngleplads, og så på grund af den skræmmeeffekt reguleringen udgør.

    Så nu har jeg besluttet, at mit dejlige værktøj af en rifel skal have moteret et grimt to-ben og en lyddæmper. Og så må jeg også hellere få mig en afstandsmåler og få helt styr på kuglebane og afdrift.

    En hyggestund…..

    Så selvom alt i udgangspunktet fungerede, så blev det – ud over en meget lang gåsegang – også til ca. 90m gåsespurgt for hunden!

  • Første bukkejagt……..

    Første bukkejagt……..

    Den 17. juni år 2005 kl. 04.34 – klar! Burde måske have siddet klar før solopgang, men jeg var ganske tilfreds, især i betragtning af hvad der var gået forud.

    Aftenen før var jeg blevet introduceret til standpladsen, en stor halmbunke med udsigt over området og et belejligt buskads foran, der gav et rimeligt dække uden at ødelægge udsynet i den retning hvor min første buk efter sigende skulle komme fra. Alt dette venligt, men bestemt, fortalt af konsortiets erfarne riffeljæger, mens vi betragtede en smalrå på den anden side af det vandhul, som vores halmbunke var placeret ved.

    Det blev lukketid og vi listede af, mens jeg fik historien om smalråen, hvis mor også gik i området sammen med en pæn gaffelbuk – den buk jeg altså skulle skyde næste dags morgen.

    Som ny riffeljæger tror man jo på det meste, så jeg drog hjem og fik et par timers søvn, stod op kl. 03.00, og var nu klar ved halmbunken – solen var oppe!

    At solen var oppe kunne kun uret fortælle mig. Kraftig finregn slog direkte i ansigtet og jeg blev ganske hurtigt gennemblødt. Det eneste gode var, at vinden kom fra det hjørne hvor bukken skulle komme fra. Nå, en kop the skulle nok hjælpe på humøret, selvom vor herre gjorde sit til at tynde den ud!

    Det der aftenen før var den perfekte udkigspost, var nu, føltes det, forvandlet til samlingspunkt for al regn og vind i området!

    Jeg holdt stand i en time, gled derefter ned i læ af halmbunken, med siden til den retning hvor bukken skulle komme fra – jeg skulle nok se den hvis den indfandt sig – men nu var jeg mere interesseret i at grave noget tørt halm frem til min våde bag, fiske min ostemad frem og få en sidste kop the før turen skulle gå hjem til tørt tøj og nybagte tebirkes.

    Det var gode tanker og ostemad samt the var hurtigt væk. Første bukkejagt var slut og den sidste sjat the blev skyllet ned – kastede et hurtigt blik til venstre, hvor min første buk, efter sigende, burde være kommet fra. Den var selvfølgelig ikke at se, men det var vel ej heller forventeligt, at jeg kunne være så heldig på min første bukkejagt?

    Svaret kom med det samme – i højre øjenkrog – altså i direkte modsat retning – så jeg nu bukken mindre end 15 m fra mig! Hvordan var det sket? Den kom nærmere – jeg stivnede – og kunne høre den gnaskende lyd af urter fra dyrets mund ganske nær mig….

    Jeg bandede indvendigt, havde jeg ikke fået at vide: ”husk at se dig over skulderen indimellem!” Det havde jeg skam gjort, da jeg sad deroppe på halmen! Men, altså ikke mens jeg spiste ostemad – og havde tankerne derhjemme. Nu sad jeg i saksen – kunne ikke bevæge mig uden at støde bukken og riflen lå 3 meter fra mig oppe på toppen af halmbunken! Flot Pedersen! Jeg kunne allerede se historien for mig: På min første jagt listede bukken sig ind på mig, hvorefter jeg skulle skræmme den væk i forsøget på at nå min riffel, jeg havde lagt uden for række­vidde! Jeg besluttede, at denne mulige udgang på historien ville blive mellem mig og bukken….

    Historien havde dog ikke fået den afslutning endnu. Spørgsmålet var blot, hvad skulle jeg gøre? Svaret var, at gøre ingenting. Således sad jeg som en støtte i flere minutter til lyden at grønt der blev kværnet og for­svandt ned i vommen på ”min” buk, der nu stod bag mig lige på den anden side af halmbunken. En ulidelig ventetid. Efter en tid kunne jeg ikke høre dens gnasken mere; jeg antog den var længere væk og lod mig derfor glide ned af halmen og således i dækning med halmbunken mellem mig og bukken. En arm blev listet langsomt op efter riflen, der således nu kom på plads over armen. Jeg kiggede op over kanten på halmbunken – han stod lidt væk, ved kanten til marken, 1:1 !

    Der var udlignet. Jeg kunne nu påbegynde turen op af bunken, idet jeg så kunne ende op med et liggende skud med rigtigt godt støtte – rollerne var byttet! Det lykkedes, men flere gange viste græs og kviste sig at være i vejen. Desuden var råen også kommet, og formåede ved tredje skud­chance, at placere sig lige bag bukken.

    Bukken bevægede sig nu nærmere igen og stillede sig ca. 20 meter fra mig. Liggende skud fra halmen var nu umulig, da den var under sigtelinien bag den busk, der gav dækning til halmbunken – og så stod den med spejlet til. Råen var blevet urolig og da begge dyr nu var så tæt på, var det kun et spørgsmål om tid før jeg var afsløret. Da begge dyr nu samtidigt essede videre, besluttede jeg at kravle op på hug, for derefter at være klar til skud når bukken fik siden til. Det tog en rum tid, som blev brugt til at få pulsen i ro. Beslutningen var taget, han skulle blot vende siden til. Jeg gentog gårsdagens råd: ”Først når du har besluttet dig for at skyde, lægger du riflen an – du skal skyde med det samme eller tage riflen ned igen. Ikke noget med at følge dyret rundt, med riflen lagt an!”

    Smæld!!! Jeg havde skudt! Dyret måtte have haft siden til og beslutningen var jo taget, så nu, mens jeg oplevede mig selv repetere, fulgte jeg dyret gennem kikkertsigtet; et spring, nogle meters løb, stoppede op næsten helt dækket af bevoks­ningen ved vandhullet, – klar til andet skud -, dyret væltede, ude af syne. Men det høje græs svirrede fra side til side og vidnede om bukkens sidste hurtige bevægelser. Klokken var 06.10, det regnede ikke længere.

    Der kunne lige vrides en sidste halv kop ud af termokanden og jeg formåede at få den til at række 5 minutter – så var jeg mør.

    Riflen op, afsikre og så over for at se om den nu også lå hvor den skulle. Der var ikke brug for flere skud. Den lå hvor den skulle, stadig med grønt ud af munden. Min første buk på min første bukkejagt var en realitet og mit indre blev pludselig fyldt af; glæde, lettelse, sorg og stor respekt for dyret, der nu lå der, men som for 20 minutter siden havde startet jagten med at snige sig ind på mig!