Som skrevet i ‘Tanker om Riffeljagt 1’ blev det mit mål, at kunne bedrive en sikker gåseregulering ud til en afstand af 250 m. Første skridt blev, at finde et fast benstøtte til montering på riflen – et støtte som skulle være let at på- og afmontere.

Selvom man som bekendt ikke må gå ned på grej – som i forståelsen: Der skal være rigeligt – så ynder jeg faktisk, at få købt den helt rette dims første gang. Så processen kan derfor godt nogle gange være lidt langmodig…

Nå, jeg gik lidt metodisk til værks og startede ud med min liste af krav:

• Ikke for tung,
• Stabil,
• Rustfri,
• Ikke for dyr,
• Også rem på når støtte monteret,
• Nå ja, let på- og afmontering.

En jagtkammerat spurgte mig:

– “Hvor skal du bruge din bipod henne?”

– “Hvad mener du?”

– “Ja, altså skal du kun på bane med den?”

– “Øh, nej da, der skal jo lisom’ reguleres nogle gæs, altså…”

Og da var det jo så jeg lærte, at bipods – udover de to bens uafhængige højdeindstilling – kan fås med vippeled, så du lettere kan krænge din riffel når du ligger på skrånede terræn. Ok – jeg har KUN bakket terræn, så en ‘fair’ detalje…

Det andet og mere spiddende spørgsmål blev: “Hvordan ligger du mest behageligt når du skyder?” (Tydeligt et spørgsmål fra en skytte, der skyder en del flere skud om året end jeg nogensinde har skudt ialt!!) Sådan føltes det spørgsmål – jeg var ‘helt klædt af’. “Hvad mener du??” “Ja, når du har fundet en god skydestilling, skal vi finde ud af hvilket højdespænd der skal vælges bipod ud fra.” Han sagde ‘vi’ og havde dermed også lige fået indikeret, at det ville jeg ikke kunne klare alene….

Nå ok. Så måtte jeg altså ud og ‘ligge mig’ til min egen bedste skydestilling…. og det blev også tørtrænet i stuen… altid med tommestokken i baglommen.

Valg af produkt

Jeg skal spare dig for detaljerne. Blot vil jeg sige – som med alt andet – det kan købes for dyrt, men det kan også købes for billigt. Selvfølgelig kan billigt grej nogle gange løse en opgave, men før eller siden optræder der fejl og mangler, som man så fortryder. Omvendt findes der top professionelle bipods til ekstrem skydning på bane, som for mig ville være – undskyld – skudt over målet.

Mit valg faldt på denne Harris Bipod model S-L , der kan stilles i højder fra 22-32cm.

Smådelene…

Nu har jeg jo aldrig været super grejnørdet. Men, jeg kunne da godt se, at der skulle en ny løsning til fæstet for bibod og samtidig brug af rem. Nogle gange kan man tro, at det er da noget alle jægere har styr på. Men, det var alligevel overraskende (trods det store www) hvor lidt andre jægere deler om deres våben på nettet. Så god gammeldags kontakt til jagtkolleger er stadig uvurderligt.

Den øverste rembøjle på billedet var den, der sad i forstykket på min riffel. Der skulle findes en sådan skrue uden rembøjlen (en skrue med gennmgående hul er fæste for bipod’s) Den nederste, med quick-lock, sættes på bipod – og så er der rem på samtidig

Et god hjemmside, som har alle stumper, er: Brownells.dk. Tast ‘Uncle Mike’ i deres søgefelt, så lander du midt i alt deres gode tilbehør.

Hér ser du hvorfor der skal være en skrue i forskæftet uden rembøjle.

Jeg må sige, det giver virkelig god støtte til liggende skydning.

Ved liggende skydning kastes der mere lyd tilbage på skytten. Og når man så samtidig begynder at træne mere, så bliver man også hurtigere træt af sine høreværn. Læs med næste gang om: Lyddæmper

Jeg har været bukkejæger i cirka 14 år. Jeg nyder det stadig, men fokus har ændret sig gennem årene. En god pürsh sætter jeg stadig stor pris på, og en morgenjagt der starter i stigen er bare skønt. Enkelte gange i de seneste par år har oplevelsen med rådyrene faktisk været så unikke, at jeg ikke har kunnet få mig selv til at skyde… Tænker ikke at det er unormalt? Men, min tilgang har altså ændret sig – og dét dér med ønsket om store trofæer er næsten helt forsvundet.

Så hvor skal jeg tage min riffeljagt hen? Hvilke nye udfordringer skal tages op? Skal jeg mere på skydebanen? Spørgsmålene var mange og de blev yderligere aktualiseret på bukkejagten forleden år, hvor jeg jeg for første gang nogensinde skød forbi til en buk!!

Så egentlig måtte jeg ransage min lidt bedagede tilgang til min riffeljagt. Jo, jeg var jo nok mere på haglbanen end på riffelbanen. Umærkeligt var hagl blevet sjovere end kugle – og det kan have en selvforstærkende effekt.

Fra buk til gås

For god ordens skyld – jeg fik selvfølgelig schweiss-hund på. ‘Selvfølgelig og selvfølgelig’…. altså det blev hurtigt klart for os (havde en svoger med), at det var påkrævet – men, det var altså svoger der ringede. Jeg var selv gået ret så kold over den mulige anskydning og så dét – at JEG virkelig havde skudt forbi – for aldrig har jeg nogensinde håbet så meget på en klar forbier!!

Det var med al mulig sandsynlighed en ‘god’ forbier. Hunden kunne intet finde. Så bliver man bare glad for de kolleger der udfører dette super vigtige arbejde – og sjældent er man så glad for at overføre penge fra sin MobilePay!

Som i mange andre af livets forhold, er det de skæve hændelser og forandring der fryder! Og sidste år bød heldigvis på nye udfordringer til riflen og ikke mindst oplevelser, der satte nye mål for mig og min riffel.

I mit nabolag har bønderne store problemer med gæs. Så forleden år, på vej hjem fra en helt anden gåsejagt, kom en jagtkammerat og jeg helt tilfældigt forbi mogle marker, hvor der virkelig var mange gæs. Vi tog chancen – vendte bilen – og bankede på. I dag ‘hjælper’ vi ham også med duerne, sortfuglene OG ænderne Og sidste år fik min nabo-bonde så også nok, så nu hjælper jeg altså også ham med gæssene.

Det er hér riflen kommer ind i billedet. Jeg har nu erkendt, at gæs ser godt – og er rigtigt gode til at holde udkig! Det føles som om en gåseflok altid har en sær evne til at sende en super ‘spejder-gase’ ud på akkurat den kant, jeg kommer kravlende fra……! Har ofte løftet hovedet ved en lille bakkekam og set gennem kikkerten lige ind i fjæset på et ‘periskop’ af et galt gasehovede Nå, det var det jeg ville frem til – det er nemlig super udfordrende jagt – de gæs er langt mere observante end rådyr og så stiller de helt naturligt større krav til din margin for præsicion!

Jo. Skylder selvfølgelig at fortælle, at det ikke er jagt, men regulering. Lokkefugle, kamuflagenet og liggende skjul mv. er derfor ikke tilladt.

Så jeg regulerer dem med haglbøssen på opfløj – altså hunden på og håbe på det bedste. Eller nogen gange bare alm. rough shooting igennem de halvlange afgrøder.

Det bliver bare til rigtigt mange hektarer med forholdsvis få fugle og lidt for få skud. Og skud skal der til, for at holde gæssene væk. Så nu kravler jeg altså en del med riflen… og med de sparsomme midler og evner, der følger med som helt ordinær bukkejæger….

Grejet

Som du så på det sidste billede, er det en helt almindelig riffel og en omvendt jagtstol. Det KAN man komme langt med, men der er begrænsninger. Mit vigtigse grej er riffelkuglen – et stykke værktøj jeg som bukkejæger aldrig har brugt ud over de 150 meter. Så hvordan var det lige at min kuglebane var på den anden side af 150 meter – anede det ikke! Det var ikke vigtigt, skulle jo førhen ikke bruge mit værktøj på den afstand…

Men det skal jeg altså ofte nu. Og jagtstolen er lidt bøvlet. Og det ville da være rart at få dæmpet rekyl og krudtsmæld, når mange skud afgives liggende. Og så må den kuglebane da lige kunne måles op. Og de købekugler er da efterhånden lidt dyre – genladning? Og afstandsmåler er da også vigtig…Og.. Og.

Inspirationen

Når man så render på en ny jagtkammerat, der fortæller at han konkurrenceskyder ud til 600 meter OG rammer! Så bliver man søgu inspireret! Jeg mener, kan han dét, så vil jeg også kunne lære at ‘prikke’ en gås på 250 meter!

Ud over det ballistisk tårn kan dette sikte også fortælle dig hvorledes dit våben tilter i begge retninger! Jeg har ikke spurgt til priser og tænker, at jeg godt kan klare mig med mindre

MEN, gåsen på de 250 meter vil jeg kunne klare! Så jeg vil tage de grejmæssige og træningsmæssige udfordringer – og tage dig med hele vejen. Det første jeg skal se på er støtteben til riflen. Håber du vil følge med?

Dette jagtår har været helt anderledes. Det viste sig, at det skulle blive den sidste store jagtsæson for min første hund Ziggy. Samtidig er arvtageren, teenageren Enzo, godt på vej, og hans ‘indskoling’ har været spændende og en god oplevelse, ikke mindst takket være tålmodige og flinke hundeførere til tæver……;-)

Jeg vidste det først om aftenen…. Ziggy havde svært ved at rejse sig, selvom der var udsigt til en godbid. Da indså jeg, at en hel dags fællesjagt med apporteringer, eftersøgninger mv. simpelthen ikke var forsvarligt længere. Det smerter mig jo, at se hvordan min gamle jagtkammerat gennem næsten 10 år nu kun kunne rejse sig med stort besvær…. Ziggy er jo en helt speciel hund (og det siger alle jægere selvfølgelig om alle deres hunde) og det er så sandt for alle jagthunde. I dag er de næsten alle et familiemedlem, og derudover garant for at familiens jægere kan gennemføre en forsvarlig småvildtsjagt.

Med Ziggy var det første gang jeg oplevede det helt særlige, at samarbejde  med et dyr. Det er en fantastisk oplevelse, når noget er indlært hos hunde og det så faktisk også fungerer på jagt! Hvis du vil have et sandt glimt af den følelse, så iagttag et barn, der for første gang, efter instruktion, løfter sin arm og siger ‘sit’, hvorefter hunden sætter sig. Når barnet i sekundet efter både forbløffet og triumferinde ser på dig – da forstår du hvad det handler om!

Billedet ovenover er fra Ziggy’s sidste såt på en fællesjagt i starten af denne jagtsæson. Fasanen bag ham til venstre er netop hentet. Apporteringen – og selve situationen – er et godt billede på årets ‘vagtskifte’ og forskellen på unge og gamle jagthunde.

‘Apport’, – Ziggy var sendt afsted efter den høne, jeg netop havde været heldig at træffe. Samtidig hører jeg at der et stykke bag mig til højre også bliver sendt hunde. Det er to yngre og dejlige brune labber der stormer forbi mig og blæser forbi Ziggy. Ak ja, når jeg at tænke….det er jo ikke første gang det er sket for ham de senere år… Men, han fortsætter lidt overraskende og ufortrødent i sit eget tempo – han må have haft en god markering, tænker jeg. De unge hunde blæser ivrigt, søgende forbi fuglen, og Ziggy går  – måske tilfældigt – rundt og får vind af fuglen samler den op og kommer hjem. Når det så blev hans sidste apportering på fællesjagt, er det rart at tænke tilbage på hvormeget det glædede mig at se en glad gammel hund komme tilbage med fuglen – mens to unge brune labber allerede var videre på nye ‘eventyr’….

Nå, det er jo ikke helt så vemodigt. Min gamle ven kan stadig komme med på min halvsløje duejagt, hvor der er god plads til sovepauser bag skjulet imellem de til tider tvivlsomme duetræk

Indrømmet, dette er IKKE et sigende billede af Enzo’s ‘indskoling’ på årets første jagter. På de første 1-2 fællesjagter brugte han mest tid i drevet på at ligge i sporet af lækre tæver. Men, heldigvis tog jagtlysten (altså den efter vildt;-) hurtigt over. Derfor hermed min uforbeholdende tak til alle de hundeførere til tæver, der har båret over med mig og ikke mindst min hormonfyldte teenager af en glad labbe

Billedet er fra den seneste fællesjagt, hvor det efterhånden lykkedes at sidde pænt stille på post og ikke pive. Jagt er bare noget andet end træning derhjemme!

De mange træningssøg efter fugle og dummies derhjemme har heldigvis haft betydning. Således ser det ud til at min kommando ‘find fuglen’ er godt koblet til færden af fasan og and. Omvendt preller han stadig på hårvildt, til min store fortrydelse. Så der er nok at træne med frem til sæsonafslutning og næste sæson.

Hos de rigigt gode konsortier får ‘hundefolket’ også vildt med hjem. Det er virkeligt en generøs og flot gestus til hundearbejdet. Hér blev der så både til andevinge- og duetræningsapporter og gode fugle til gryden.

Tak for en god 2018-sæson og god jul til alle, ikke mindst til ‘hundefolket’!

Ja, der skal ‘arbejdes med det’ – men, en gammel vildgås kan blive til en mør mundfuld. Der skal tages et par omveje, men den gode kraftige smag kan tages med hele vejen!

Igen var der en del ‘pletter i pelsen’ på brystet af den hjembragte gås…..altså en gammel fugl! Det lette valg er kødhakkeren og nogle gode gåsedeller… Eller du bliver indædt og starter med at hænge gåsen til mørning. Denne fik ialt 25 graddage og blev derefter siden glemt i fryseren…..

Efter sous vide’ens indtog i mit køkken, måtte denne tilberedningsform dog stå sin prøve overfor det uregerlige gamle gåsekød – en sand udfordring! Ville sous vide’n kunne få det sejge gåsekød til at overgive sig? Godt det var hængmørnet – man skal ikke stille umulige krav

Gåsebrysterne blev fundet og tøet op. (Har tidligre prøvet med gåselår, som blev sous vide’et uden at være helt optøet – lad være! – med mindre du mangler overlæder til dine sko!!) Så jeg læste artigt på ‘lektierne’ og kunne konstatere at gåsebrysterne minimum skulle have 24 timer v. 65 grader – og hér taler vi ‘købe-gås’.

Ok. Mit valg blev så 29 timer v. 65 grader!

Derefter grundig afbruning på panden ved middel varme.

Derudover var jeg meget nøje med at få skåret på tværs af fibrene:

Var det perfekt? Nej. Kunne godt have haft måske 3 timer mere…. og trukket måske 15 min. efter bruningen. Men, absolut lækkert.

En rødvin med lidt blomme-toner synes jeg går godt til gås. Gås og and har det med at ‘kalde på’ blommer og svedsker

Har du sous vide – erfaringer med gammel vildgås?? – hvis så, så del gerne. Vi er sikkert et par stykker, der kan lære noget

Ja, jeg er også blevet indfanget i den snigende bølge af ‘sous vide’-freaks – og jeg elsker det allerede! Trods min mildt sagt meget korte erfaring på området, er det dog efter min mening en helt indlysende god tilberedningsform – især for jæger-folket. Vildtkød er jo ofte meget magert og derfor i farezonen for at blive tørt ved tilberedningen – hér kan ‘sous vide’n gøre en forskel og være et supplement til bardering mv.

Nå, inden vi kommer frem til den lækre lille rygfilét ovenfor, hér et par hurtige info om sous vide:

• ‘Sous vide’ er fransk og betyder ‘under vakuum’ (refererer til kødet der tilberedes i en vakuum-pose)
• Tilberedningen styres af tid og temperatur (altså hvorlænge skal dit vakuumerede kød ligge i dit vandbad til en valgt temperatur)
• Den samlede tilberedningstid består af to dele:
  • Kernetid (når centrum af dit kødstykke når vandbadets temperatur)
  • Mørningstid (den ekstra tid der gør at et stykke kød med meget bindevæv også bliver mørt)
• Sous vide giver dig altså muligheden for at gøre seje kødstykker møre (langsom omdannelse af bindevæv til gelatine)
• Sous vide giver dig den samme tilberedningsgrad fra inderst til yderst (oplevelsen af f.eks. ensartet rosa kødfarve fra kant til kant i tværsnittet af et stykke kød)
• Sous vide bevarer fedtet, der giver smagen, inde i kødet.

Sous vide – tilberedningen afsluttes typisk med en hurtig afbruning på panden eller i ovnen.

Du kan finde en mængde information på nettet og på sociale medier, og der er rigtigt mange gode meninger om tid og temperaturer – dér er altid god inspiration at hente. Men, andre mennesker kender jo ikke nødvendigvis smag og behag hos dig…..

Jeg har købt denne bog på saxo.com for ca. 200,-

Jeg kan varmt anbefale den, da den både kan bruges af nybegynderen og den mere erfarne – der er med andre ord stof til masser af god læsning. Bogen giver opskrifter på alt slags kød (også vildt selvfølgelig) samt grøntsager og sågar frugt!

Der er meget udførlige tid/temperatur-lister til alle kødtyper og detaljerede, gode billeder, hvor du faktisk kan se den mørhed du foretrækker. På den måde kan du starte dine tilberednings – ‘eksperimenter’ meget tæt på den tid/temp. der passer din smag – meget anvendeligt!

Jeg vil også fremhæve gode kapitler om saltning, sprængning, marinering og fødevaresikkerhed. Og ikke mindst kan de rigtigt nørdede læse om teorien bag – altså hvad der sker med kødet når det opvarmes. Og du kan, med bogen i hånden, lave Eggs Benedict!

Fødevaresikkerhed:

Hér vil jeg gerne fremhæve de vigtigste råd fra bogen:

• Bakterier har de bedste levevilkår i den øvre ende af køleskabstemperatur til 40 grader – så opvarmning skal ske hurtigt.
• Hvis du skal fortsætte tilberedningen senere – efter sous vide’n – så køl hurtigt ned i isbad.

Grej:

Mange jægere har allerede investeret i en vakuum-maskine og det kan jeg kun anbefale at gøre. Kødet holder sig længere og du slipper for de kedelige gullige frysemærker på dit kød. MEN, almindelige ‘lynlås’-poser, hvor du klemmer luften ud før lukningen, fungerer også fint.

Så skal du have:

• En cirkulationsvarmer
• En beholder (Obs. du kan få vandbad med indbygget cirkulation og varmelegme – så er du ovre i det mere professionelle område)

Jeg vil anbefale at du køber en cirkulationsvarmer som stav-model. De er meget fleksible og du vil f.eks. let kunne medbringe den i jagthytten eller i sommerhuset.

Så har jeg tilpasset en flamingo-kasse, der er foret med en pose. Hvorfor? Venlige kolleger har fortalt mig, at flamingoen alene efter noget tid bliver mør, hvorefter beholderen blive utæt. En almindelig plastkasse med låg kan også bruges. Famingo-løsningen tænker jeg er mere strømbesparende…..

Det var sådan jeg kom igang, og min første sous vide – tilberedning bliv altså den lille vildsvinerygfilét

Tilberedning af vildsvinerygfilét:

Det var jo et mørt lille stykke kød, så det tænkte jeg var meget passende – men, egentlig var jeg bare heldig…. efterfølgende har jeg så læst mig til hvorfor det gik godt

Svinet fik selskab af super fintskårent fennikel og pære, der trækker lidt i olie/citron marinade. En god debut!

Efterfølgende har jeg forsøgt mig med gåselår fra vildgæs – dér SKAL du læse op på teorien, ‘stolperne’ fra en gammel vildgås vil jeg tro har halvt bindevæv, halv kød……hvis det kan gøre det!

Du er meget velkommen til at ‘poste’ dine erfaringer – jeg følger op med mine nye erfaringer efterhånden som de høstes

Det blev to forretter, hovedret, ost og dessert. Og så mangler der liiige dét dér, der afslutningsvis ‘rydder op’ i maven? Svaret er iskold Limoncello!

Limoncello er ganske simpelt at lave. Og det bør efter min mening være hjemmelavet – så er der nemlig lige akkurat kun de få gode ingredienser i, som behøves. Processen er simpel, men giv dig selv en uge før du gerne vil servere din hjemmelavede Limoncello.

Ud over tid, skal du bruge:

• 1 liter neutral finsprit, gerne 96% (vodka eller Grappa kan også bruges)
• 8-10, afhængig af størrelsen, økologiske citroner (vælg dem med den kraftigste skal)
• 1,2 liter vand
• 600 gr. almindeligt stødt melis

Du skærer nu den gule del af skrællen af. det er hér alle de fantastiske olier sidder. Det hvide må ikke bruges, da det er fyldt med bitter-stoffer – og du vil gerne have en ren frisk smag i din Limoncello.

Ja, det er LIGE hér det afsløres, om du virkelig holder af de gæster du har inviteret til lang italiensk søndagsfrokost om en uge Så hér må du lige bevare koncentrationen og lade det hvide af skallen sidde!

Olierne i den gule skal er flygtige, så jeg dropper dem i alkoholen direkte fra kniven, så færrest mulige olier går tabt. Når jeg er færdig lukkes beholderen tæt.

Efter min mening bør skallerne minimum trække 2 døgn i alkoholen, og de kan med fordel ligge i op til en uge.

Skallerne sies fra – men, som et lille fif, smider du dem ikke ud endnu…..

Du varmer nu sukker og vand op til sukkeret er helt opløst. Derefter hælder du den varme sirup over skallerne op trækker den sidste gode smag med siruppen ned i alkoholen

Billedet viser den sidste udtræk fra skallerne inden sirup forenes med citronolie-alkoholen nedenuder. Du har nu skabt Limoncello!

Du får cirka 2,5 liter Limoncello. Jeg plejer at anvende et antal varierede, men små størrelser flasker. Små flasker egner sig fint til gaver – og så bevarer du stadig et godt grundlager derhjemme

Da du selvfølgelig ikke serverer noget du ikke selv har smagt, er du tvunget ud i en prøvesmagning inden flaskerne gemmes væk i fryseren…..