Kære læser, beklager ventetiden – men, nu fortsætter mine tanker om hvalpetræning – håber stadig mine tanker kan inspirere? I dette indlæg kan du læse om hvorledes det er gået med at træne handlekompetencerne: Indkald/’PLADS’ og ‘SIT’.
Allerførst – selvom efterår/vinter er den glade jagttid, så er der jo desværre ikke for mange lyse timer til træning….. For mig er kunsten derfor, at ikke få ‘dårlig samvittighed’ over manglende træningspas. Istedet gør jeg en dyd ud af at putte træning ind i snart sagt alle små daglige situationer. Hér er nogle situationer, der fungerer godt for mig:
‘PLADS’-træning,
Enzo kan jo klokken – altså, når det er eftermiddags-fordringstid! Så dér har jeg virkelig noget han godt vil have…..Så når jeg har hentet hans mad i en skål (han følger med ud i bryggerset), vil han gøre ALT for at blive fodret. Så vi går et par runder i stuen, hvor han går ‘PLADS’ et halvt skridt skråt bag mig. Afstanden styrer jeg med min flade hånd strakt let bagud ned langs siden. Så kan snuden tøffe ind i håndfladen – og nogle gange er der en godbid bag tommeltotten(altså noget af hans tørfoder) 😉 Jeg sørger for hele tiden at sige ‘PLADS’, især når han går i den helt rigtige afstand. Et par runder i stuen, så er han ‘mør’.
Jeg slutter altid med et stop, hvor den flade hånd bliver til en strakt pegefinger, som han kender det fra ‘SIT’. Resultatet er, at nu sætter han sig altid, når jeg stopper – altså såfremt han har gået ‘PLADS’ forinden….
Nå, det var den fordring vi kom fra……Enzo sidder og savler og han får nu en flad hånd foran sit hoved og tossen med maden siger ‘BLI’ (og ‘blive’ det gjorde han selvfølgelig ikke de første mange gange). Men, nu bliver han. Og jeg kan så hælde maden op til ham. Jeg går tilbage til ham, så han sendes fra plads-position.
Nu synes jeg jo at fordring skal være en glædelig begivenhed. Så dette er stille og roligt blevet en rutine. Jeg gør mig ikke store anstrængelser med irettesættelser – han skal jo have sin mad og forbinde det med noget godt. Men, jeg udnytter altså situationen. Og nu kan han sidde og vente, og jeg kan sige hans navn og så ved han, at han må gå til maden, når jeg siger ‘JA’ og han kan løbe langs min strakte arm, der peger i retning af maden.
Således får jeg hver eneste dag trænet ‘fri ved fod’ (tror jeg nok, det hedder…?), ‘SIT’, ‘BLI’ og ‘JA’. Samtidig styrker jeg fastheden i hans ‘SIT/BLI’.
Jeg træner også ‘PLADS’, når vi går tur. På udturen er det ren snuse- og nifletur. Hvis jeg så går hjem den samme vej, så er det min erfaring, at alle grøfterne ikke er helt så spændende som på udturen – plus bimmelim og bum er klaret. Så hjemturen oplever jeg også som en god lejlighed til at træne ‘PLADS’.
Træning af indkald til plads,
Ved de allerførste indkald m. fløjte brugte jeg den gamle hund som ‘rollemodel’. Egentlig lod jeg dem blot lege i haven, og afventede situationer, hvor lille-hunden var mellem gamle-hunden og mig. På den måde ‘trak’ den gamle hund den lille med, når han kom løbende forbi. Når begge hunde ankom, sørgede jeg så for at vi alle havde en fest med godbidder og rullen rundt i græsset. Tumlen rundt er jo det bedste en hvalp ved – så indkald blev lig med super tosse-leg 😉
Efterfølgende har jeg også trænet indkald, når der foreksempel har været ekstra lækre kødben på menuen. Altid rart at kunne forstærke handlingen med noget ekstra lækkert. Jeg bruger dobbelt-fløjt til indkald og min højre arm strakt vinkelret ud fra kroppen. Hvorfor? Jeg har altid mit våben i venstre hånd. Armen ud til siden er ‘restbilledet’ af de to udstrakte og omfavnende arme, som hvalpen mødte i starten, når han kom ‘hjem’. Ja, sådan blev det til…. 😉 Den strakte arm ud fra kroppen, kan også bevæges op og ned, så hunden senere, på lang afstand, får lettere ved at finde ‘far’ i mængden af ‘grønne mænd’ med mærkelige hatte…..
SIT – træning,
Som du sikkert ved, er en godbid ført hen over hovedet det allerførste kneb, til at få hvalpen til at sætte sig (når det sker, ja så navngiver du simpelthen handlingen med ‘SIT’). Jeg synes det fungerer. OG det begynder også at fungere på lidt afstand. Jeg har valgt at kombinere det med en lang faldende fløjtetone. Min første hund lærte SIT-fløjtet som ét kort pift. Jeg har oplevet to broblemer med dette:
1) Mig selv, der ikke fik trænet det godt nok og tidligt nok.
2) Nogle gange har hunden simpelt hen ikke kunnet høre det enkle og korte fløjt – tror vind og pjasken i roetoppe mv., samt anden larm, i nogle tilfælde har gjort at fløjtesignalet simpelthen er gået tabt for hunden.
Så nu er jeg altså gået over til en lang faldende løjtetone. Og så har jeg stille og roligt lavet den strakte pegefinger om til en håndflade der hæves frem foran og over min egen hovehøjde – så bliver det lidt visuelt lettere for ham på større afstande. Akkurat ‘SIT’ på afstand (altså et stop) er vi ikke nået helt så langt med. Jeg har lovet mig selv, at huden skal have et virkeligt sikkert ‘stop’, da det måske i mine øjne er DEN vigtigst grundkompetence for en jagthund…..
Der bliver nok senere et helt lille indlæg om netop dette 😉
Nå, en sidste men, synes jeg, utrolig spændende ting – som jeg prøver at være mere opmærksom på…… Ofte tilbyder mine hunde handlinger. Jeg lægger nogle gange mærke til, at hunden enten lægger op til leg – som det ses på billedet lige ovenfor – eller simpelthen blot nedstirrer mig, for at ‘få mig igang’. Det tolker jeg som positivt, da jeg antager hunden normalt opfatter at jeg er ‘nøglen’ til sjov og leg. For mig fungerer det rigtigt godt, at kunne ‘gribe’ de situationer og træne et eller andet lige i det øjeblik hunden ‘er på’. For mig kræver det blot, at jeg hele tiden er bevidst om, hvad jeg til enhver tid vil træne m. hunden.
– Og hvem vil ikke gerne afbrydes midt i havearbejde? 😉
Hvilke dagligdagssysler ydnytter du til små træningsfif?
