Den 17. juni år 2005 kl. 04.34 – klar! Burde måske have siddet klar før solopgang, men jeg var ganske tilfreds, især i betragtning af hvad der var gået forud.
Aftenen før var jeg blevet introduceret til standpladsen, en stor halmbunke med udsigt over området og et belejligt buskads foran, der gav et rimeligt dække uden at ødelægge udsynet i den retning hvor min første buk efter sigende skulle komme fra. Alt dette venligt, men bestemt, fortalt af konsortiets erfarne riffeljæger, mens vi betragtede en smalrå på den anden side af det vandhul, som vores halmbunke var placeret ved.
Det blev lukketid og vi listede af, mens jeg fik historien om smalråen, hvis mor også gik i området sammen med en pæn gaffelbuk – den buk jeg altså skulle skyde næste dags morgen.
Som ny riffeljæger tror man jo på det meste, så jeg drog hjem og fik et par timers søvn, stod op kl. 03.00, og var nu klar ved halmbunken – solen var oppe!
At solen var oppe kunne kun uret fortælle mig. Kraftig finregn slog direkte i ansigtet og jeg blev ganske hurtigt gennemblødt. Det eneste gode var, at vinden kom fra det hjørne hvor bukken skulle komme fra. Nå, en kop the skulle nok hjælpe på humøret, selvom vor herre gjorde sit til at tynde den ud!
Det der aftenen før var den perfekte udkigspost, var nu, føltes det, forvandlet til samlingspunkt for al regn og vind i området!
Jeg holdt stand i en time, gled derefter ned i læ af halmbunken, med siden til den retning hvor bukken skulle komme fra – jeg skulle nok se den hvis den indfandt sig – men nu var jeg mere interesseret i at grave noget tørt halm frem til min våde bag, fiske min ostemad frem og få en sidste kop the før turen skulle gå hjem til tørt tøj og nybagte tebirkes.
Det var gode tanker og ostemad samt the var hurtigt væk. Første bukkejagt var slut og den sidste sjat the blev skyllet ned – kastede et hurtigt blik til venstre, hvor min første buk, efter sigende, burde være kommet fra. Den var selvfølgelig ikke at se, men det var vel ej heller forventeligt, at jeg kunne være så heldig på min første bukkejagt?
Svaret kom med det samme – i højre øjenkrog – altså i direkte modsat retning – så jeg nu bukken mindre end 15 m fra mig! Hvordan var det sket? Den kom nærmere – jeg stivnede – og kunne høre den gnaskende lyd af urter fra dyrets mund ganske nær mig….
Jeg bandede indvendigt, havde jeg ikke fået at vide: ”husk at se dig over skulderen indimellem!” Det havde jeg skam gjort, da jeg sad deroppe på halmen! Men, altså ikke mens jeg spiste ostemad – og havde tankerne derhjemme. Nu sad jeg i saksen – kunne ikke bevæge mig uden at støde bukken og riflen lå 3 meter fra mig oppe på toppen af halmbunken! Flot Pedersen! Jeg kunne allerede se historien for mig: På min første jagt listede bukken sig ind på mig, hvorefter jeg skulle skræmme den væk i forsøget på at nå min riffel, jeg havde lagt uden for rækkevidde! Jeg besluttede, at denne mulige udgang på historien ville blive mellem mig og bukken….
Historien havde dog ikke fået den afslutning endnu. Spørgsmålet var blot, hvad skulle jeg gøre? Svaret var, at gøre ingenting. Således sad jeg som en støtte i flere minutter til lyden at grønt der blev kværnet og forsvandt ned i vommen på ”min” buk, der nu stod bag mig lige på den anden side af halmbunken. En ulidelig ventetid. Efter en tid kunne jeg ikke høre dens gnasken mere; jeg antog den var længere væk og lod mig derfor glide ned af halmen og således i dækning med halmbunken mellem mig og bukken. En arm blev listet langsomt op efter riflen, der således nu kom på plads over armen. Jeg kiggede op over kanten på halmbunken – han stod lidt væk, ved kanten til marken, 1:1 !
Der var udlignet. Jeg kunne nu påbegynde turen op af bunken, idet jeg så kunne ende op med et liggende skud med rigtigt godt støtte – rollerne var byttet! Det lykkedes, men flere gange viste græs og kviste sig at være i vejen. Desuden var råen også kommet, og formåede ved tredje skudchance, at placere sig lige bag bukken.
Bukken bevægede sig nu nærmere igen og stillede sig ca. 20 meter fra mig. Liggende skud fra halmen var nu umulig, da den var under sigtelinien bag den busk, der gav dækning til halmbunken – og så stod den med spejlet til. Råen var blevet urolig og da begge dyr nu var så tæt på, var det kun et spørgsmål om tid før jeg var afsløret. Da begge dyr nu samtidigt essede videre, besluttede jeg at kravle op på hug, for derefter at være klar til skud når bukken fik siden til. Det tog en rum tid, som blev brugt til at få pulsen i ro. Beslutningen var taget, han skulle blot vende siden til. Jeg gentog gårsdagens råd: ”Først når du har besluttet dig for at skyde, lægger du riflen an – du skal skyde med det samme eller tage riflen ned igen. Ikke noget med at følge dyret rundt, med riflen lagt an!”
Smæld!!! Jeg havde skudt! Dyret måtte have haft siden til og beslutningen var jo taget, så nu, mens jeg oplevede mig selv repetere, fulgte jeg dyret gennem kikkertsigtet; et spring, nogle meters løb, stoppede op næsten helt dækket af bevoksningen ved vandhullet, – klar til andet skud -, dyret væltede, ude af syne. Men det høje græs svirrede fra side til side og vidnede om bukkens sidste hurtige bevægelser. Klokken var 06.10, det regnede ikke længere.
Der kunne lige vrides en sidste halv kop ud af termokanden og jeg formåede at få den til at række 5 minutter – så var jeg mør.
Riflen op, afsikre og så over for at se om den nu også lå hvor den skulle. Der var ikke brug for flere skud. Den lå hvor den skulle, stadig med grønt ud af munden. Min første buk på min første bukkejagt var en realitet og mit indre blev pludselig fyldt af; glæde, lettelse, sorg og stor respekt for dyret, der nu lå der, men som for 20 minutter siden havde startet jagten med at snige sig ind på mig!