Hvalpeudvælgelsesprocessen kom igang. I løbet af hvalpenes 3., 4. og 5. leveuge blev det til en del besøg. Det viste sig faktisk at hvalpene indtog forskellige roller/eller pladser i hierakiet til forskellige tider…..
Tidligt fik vi udset os tre hvalpe, der var aktive og meget kontaktsøgende – blå, hvid og rød (deres halsbånd). Blå og hvid blev hurtigt favoritter, da de var mest kontaktsøgende, og rød opførte sig som en alfa-han, der hele tiden skulle ‘mule’ de andre eller sloges m. tæven.
Ziggy har aldrig været en alfa-han, og jeg bilder mig derfor ind, at det er medvirkende årsag til at han næsten altid viger uden om, når der kan være optræk til ’tilspidsede’ situationer med andre hunde. Så med min beskedne erfaring ville jeg gerne igen undgå en alfa-han.
Udover at jeg gerne ville undgå en alfa-han, fokuserede jeg også på:
- Et roligt gemyt,
- Vilje til at bære,
- Interresse for fjervildt,
- Ej skudræd og
- Glad for vores første hund.
Jeg synes det er svært at se på hvalpe, om de vil få et roligt gemyt – ingen af de tre skilte sig ud til at begynde med. Hvid og især blå var hurtige til at genkende os. Og blå ville altid gerne bære rundt på ting. Så efter et par besøg mere var blå en klar favorit.
Jeg er jo ikke ekspert i hvalpes tidlige udvikling, men hurtigt gik det. Således holdt vi vores sind åbent helt frem til 3.-sidste besøg i deres 7. uge.
Det var helt fint, at jeg ville se hundenes reaktion på fjervildt. Så ved et af de senere besøg, brugte vi en optøet gåsevinge. Vingen blev diskret lagt på et omvendt fad ‘opvinds’ – og så ventede vi spændt….
Alle hunde var interesseret i vingen, selvfølgelig – det var jo alle gode hunde! De tre nævnte var måske lidt mere insisterende…..
Vingen blev taget fra dem, og uset trukket gennem græsset opvinds og lagt på plads igen. Og da var det den røde, der brugte næsen mest og fandt vingen igen. Tilfældigt? Sikkert; hunden står det rigtige sted, når vinden lige skifter lidt….sikkert ikke særligt enestående.
Vi lod dem lege med vingen en stund, og skiftevis lykkedes det dem at få vingen og løbe stolt væk inden en ny ‘ejermand’ tog over.
Hvid prøvede især at dominere de andre, for at bemægtige sig vingen. Og blå fik meget opmærksomhed fra os – fordi den var stadig favoritten.
Dette var nok ét af de mest lærerige besøg – at se hundenes reaktion på vingen var fantastisk. Jeg husker hvor træt jeg var, da vi kørte den korte vej hjem. Alle indtryk og små detaljer var blevet indtaget, og nu gik snakken frem og tilbage om alt det vi havde set.
Inden afgang var det blevet aftalt, at jeg blot skulle tage halglbøssen og et par skud med til det næste besøg. Egentlig var jeg lidt forbeholden – det var jo små hvalpe – og jeg husker hvor meget jeg arbejdede med skudtilvænningen med den gamle hund.
MEN, jeg vidste alligevel at næste besøg ville bidrage med afgørende viden…….