Dette jagtår har været helt anderledes. Det viste sig, at det skulle blive den sidste store jagtsæson for min første hund Ziggy. Samtidig er arvtageren, teenageren Enzo, godt på vej, og hans ‘indskoling’ har været spændende og en god oplevelse, ikke mindst takket være tålmodige og flinke hundeførere til tæver……;-)
Jeg vidste det først om aftenen…. Ziggy havde svært ved at rejse sig, selvom der var udsigt til en godbid. Da indså jeg, at en hel dags fællesjagt med apporteringer, eftersøgninger mv. simpelthen ikke var forsvarligt længere. Det smerter mig jo, at se hvordan min gamle jagtkammerat gennem næsten 10 år nu kun kunne rejse sig med stort besvær…. Ziggy er jo en helt speciel hund (og det siger alle jægere selvfølgelig om alle deres hunde) og det er så sandt for alle jagthunde. I dag er de næsten alle et familiemedlem, og derudover garant for at familiens jægere kan gennemføre en forsvarlig småvildtsjagt.
Med Ziggy var det første gang jeg oplevede det helt særlige, at samarbejde med et dyr. Det er en fantastisk oplevelse, når noget er indlært hos hunde og det så faktisk også fungerer på jagt! Hvis du vil have et sandt glimt af den følelse, så iagttag et barn, der for første gang, efter instruktion, løfter sin arm og siger ‘sit’, hvorefter hunden sætter sig. Når barnet i sekundet efter både forbløffet og triumferinde ser på dig – da forstår du hvad det handler om!
Billedet ovenover er fra Ziggy’s sidste såt på en fællesjagt i starten af denne jagtsæson. Fasanen bag ham til venstre er netop hentet. Apporteringen – og selve situationen – er et godt billede på årets ‘vagtskifte’ og forskellen på unge og gamle jagthunde.
‘Apport’, – Ziggy var sendt afsted efter den høne, jeg netop havde været heldig at træffe. Samtidig hører jeg at der et stykke bag mig til højre også bliver sendt hunde. Det er to yngre og dejlige brune labber der stormer forbi mig og blæser forbi Ziggy. Ak ja, når jeg at tænke….det er jo ikke første gang det er sket for ham de senere år… Men, han fortsætter lidt overraskende og ufortrødent i sit eget tempo – han må have haft en god markering, tænker jeg. De unge hunde blæser ivrigt, søgende forbi fuglen, og Ziggy går – måske tilfældigt – rundt og får vind af fuglen samler den op og kommer hjem. Når det så blev hans sidste apportering på fællesjagt, er det rart at tænke tilbage på hvormeget det glædede mig at se en glad gammel hund komme tilbage med fuglen – mens to unge brune labber allerede var videre på nye ‘eventyr’….
Nå, det er jo ikke helt så vemodigt. Min gamle ven kan stadig komme med på min halvsløje duejagt, hvor der er god plads til sovepauser bag skjulet imellem de til tider tvivlsomme duetræk 😉
Indrømmet, dette er IKKE et sigende billede af Enzo’s ‘indskoling’ på årets første jagter. På de første 1-2 fællesjagter brugte han mest tid i drevet på at ligge i sporet af lækre tæver. Men, heldigvis tog jagtlysten (altså den efter vildt;-) hurtigt over. Derfor hermed min uforbeholdende tak til alle de hundeførere til tæver, der har båret over med mig og ikke mindst min hormonfyldte teenager af en glad labbe 😉
Billedet er fra den seneste fællesjagt, hvor det efterhånden lykkedes at sidde pænt stille på post og ikke pive. Jagt er bare noget andet end træning derhjemme!
De mange træningssøg efter fugle og dummies derhjemme har heldigvis haft betydning. Således ser det ud til at min kommando ‘find fuglen’ er godt koblet til færden af fasan og and. Omvendt preller han stadig på hårvildt, til min store fortrydelse. Så der er nok at træne med frem til sæsonafslutning og næste sæson.
Hos de rigigt gode konsortier får ‘hundefolket’ også vildt med hjem. Det er virkeligt en generøs og flot gestus til hundearbejdet. Hér blev der så både til andevinge- og duetræningsapporter og gode fugle til gryden.
Tak for en god 2018-sæson og god jul til alle, ikke mindst til ‘hundefolket’!
