Den klareste forårsdag. Grågæs på alle marker. Regulering påkrævet, så bonden ikke får ædt eller trampet de nye afgrøder helt væk. Så der var lagt op til gåsepürsch med riffel og hund. Men, selv på en god dag vokser træerne ikke ind i himlen…..
De nærmeste gæs var spottet, og stærkt foroverbøjet var pürshen indledt….
Aftalen om regulering, var ikke indgået fordi bonde og jæger kunne se fordelen i at hjælpe hinanden. Der står jo som bekendt dejlige kvinder bag alle middelmådige mænd 🙂 Dette tilfælde var ingen undtagelse. Fruen til ‘vores’ storbonde stødte tilfældigt på min bedre halvdel, der var på en luftetur, en dag jeg ikke var hjemme.
Jo, fruen på gården var da pænt træt af at hun hver og hveranden dag blev sendt ud på markerne med viftende arme som et andet mobilt fugleskræmsel…….! Og fruen herhjemme kunne måske nok se hvordan den praksis kunne afhjælpes 😉
Og således blev det. Og derfor kunne pürshen på denne fantastiske forårsdag fortsættes….
Nu er jeg jo endnu ikke den mest erfarne langholdsskytte. Så jeg ville gerne lige ind under de 100m. Nårmalvis har der været rådyr i trådkorset, så træfområdet på en gås ikke bare virker, men er også noget mindre – derfor.
Der begyndte at være et godt udsyn til den flok gæs, der var samlet nede ved en af de små søer. Den jævnlige skrappen om hvem der skulle have de bedste rugepladser, der samtidig ligger tæt på bondens ‘ta’selv bord’, var godt igang. Et antal gæs, sikkert gaser, var hævet over disse skænderier, og brugte istedet tiden på at holde udkig……få stive skridt – langstrakt hals og ‘periskop-hovedet’ der systematisk scanner en horisont helt ud til en 70-80 meters omkreds….. det var det jeg havde at arbejde med…..
Som foroverbøjet, grøn ‘sten’ (med en mindre sort ‘sten’ lige bagved) må man, som jeg har oplevet det, altså gerne stille og roligt blive en lidt større ‘sten’, så længe profil og vinkel forbliver uændret – lidt ligesom når du på havjagt seljer ind på en flok ederfugle…..
Ved lidt over 100m afstand var vi så langt nede at kravle, at Ziggy blev dækket af. Planen var så, at jeg selv ville mave mig yderligere ca. 10m frem. Det tager jo sin tid – og den gås der stod frit med godt kuglefang, den var nu meget urolig (måske var det nu mere end underligt, at der var afstand mellem de to ‘sten’??). Nå, det tog sin tid – både at mave sig frem, men også at afvente, at der igen kom helt ro på flokken.
Endelig kom jeg ind på det der for mig føltes som sikker skudafstand. Den megen ‘gåsegang’ og maven sig frem m. lav profil havde taget sin tid, og det tog også en rum tid at få lagt ordentligt an. Jo! Jeg kan godt få lidt ‘bukkefeber’ på gåsepürch 😉 – så det havde såmænd været spændende nok! Trådkorset fandt ro, og jeg tænkte: Det er jo fedt, at have sin hund liggende bagved; skulle der blive en anskydning eller at fuglen med de sidste krafter kunne bære sig ud i vandet…..
Pang!! Gåsen gik ned, og vanen tro repeterede jeg – man ved jo aldrig….MEN, alt var sort!! Det var ikke muligt og se om der var brug for et ekstra skud……alt det sorte blev dog hurtigt mindre, og det havde såmænd også en hale!!
Jo, det havde nok alligevel været lidt for spændende i lidt for lang tid for min kære labbe 😉
Ok. Jeg skælder jo ikke ud på en hund, der henter en gås til mig – og slet ikke, når jeg udmærket ved hvem det er, der ikke har formået at lære hunden ikke at knaldaportere. Derudover lærte jeg at pürchen tog meeeeget lang tid.
Selvom det var en fin jagtlig oplevelse, så VAR det regulering. Og der er altså nogle andre krav til en vis grad af effektivitet. Der skal ganske enkelt skydes en del gæs – både således at de ikke indtager området som yngleplads, og så på grund af den skræmmeeffekt reguleringen udgør.
Så nu har jeg besluttet, at mit dejlige værktøj af en rifel skal have moteret et grimt to-ben og en lyddæmper. Og så må jeg også hellere få mig en afstandsmåler og få helt styr på kuglebane og afdrift.
Så selvom alt i udgangspunktet fungerede, så blev det – ud over en meget lang gåsegang – også til ca. 90m gåsespurgt for hunden!
