Vi Skal Ha’ Jagthund, Igen! 7

Enzo – klar til tilvænning med ‘storebror’.

“Hej, Enzo!” Ja, vi havde besluttet at ‘rød hvalp’ skulle være vores. Kennelen havde fået det at vide inden næste besøg, så den tidligst muligt kunne få sit kaldenavn at høre. En rød favorit, der tager konkurrenterne indenom i de afgørende øjeblikke, skal vel hedde Enzo……..

To besøg blev det til, hvor Ziggy og Enzo kunne løbe sammen i opføderens udestue. Det er nu hyggeligt at kunne sidde og diskutere hunde, og samtidig se sin nye hund vænne sig til at være sammen med den gamle hund – og omvendt.

For mig handlede det om at Enzo kunne forstå Ziggy’s irettesættelser, og om Ziggy så også ville sige fra over for den lille. Det sidste kunne jeg være mest urolig for, da Ziggy som oftest ikke har sagt fra over for hvalpe og unghunde – de kan faktisk tage hans mad i skålen, mens han spiser!!

Røffel givet og forstået 😉
En glad Enzo og en lidt stresset Ziggy.

Det viste sig at fungere fint, omend Ziggy – især ved første ‘samvær’ – var noget stresset. En dyb rullende brummen og en masse savlen var den første reaktion. Men, det lykkedes alligevel for ham, at få sat den lille på plads.

Mit mål var, at få et umiddelbart billede af om de kunne fungere sammen. Selvom de sandsynligvis skal gå på jagt hver for sig, vil de jo fremover skulle være mange timer sammen derhjemme.

Således var der blot et besøg tilbage før den store afhentningsdag. I al beskedenhed bilder jeg mig ind, at jeg i hele processen fik fokuseret på nogle gode ting.

 

Læg gerne en kommentar om dine oplevelser og fokusområder ifm. hvalpe-valg – vi kan jo kun blive klogere 😉 Er der andre, der har tilsvarende erfaringer m. gamle-hundens reaktioner?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *