Vi har længe vidst vi skulle have jagthund nummer to – faktisk i mere end to år. Min aldrende labbe, Ziggy, han har rundet de 8 år og arvefølgen skal sikres. Fruen og jeg vil ikke tale om det, men vi ved jo godt, at heller ikke hunde lever evigt….desværre.
Tankerne om ‘anden-hunden’ har været mange – alt fra andre racer til køn, stamtavle og meget mere. Og så har jeg måttet ransage mit sind og se på mig selv og alle de mulige og umulige fejl jeg har gjort i min træning af Ziggy. Heldigvis har jeg lært en del og heldigvis har Ziggy som oftest tilsyneladende rystet de fleste uretfærdigheder af sig og fortsat sit godmodige og selvstændige arbejde – måske ikke til prøve-standard, men ofte så dagen, anden, duen eller gåsen var reddet.
Som en god kammerat og jagtkollega sagde til mig forleden: “Den der skal trænes mest er hundeejeren”. Den filosofi tror jeg bliver ganske styrende for mig. Det vil jeg vende tilbage til i de følgende indlæg.
Tilbage til valget af hund. Der var jo reelt ingen rigtig tvivl – jeg har altid haft en passion for småvildtjagten: Haretramp, fasanjagt og den fantastiske trækjagt på ænder og duer er i min verden lig med labrador. Læg dertil nyerhvervet reguleringsjagt på gås, hvor labbens svømmestyrke, aporteringslyst og størrelse kan udnyttes – nej, der var ingen tvivl 😉
Og så skulle det gerne være en tæve og det ville da være godt om den var brun, så den ikke ses så let på trækjagterne. Det blev en sort hanhund! Hvorfor? Omstændighederne.
I næste indlæg kan du læse om mit valg af kennel, der bød på flere positive og overraskende oplevelser!
